Pressemeddelelse fra Det Kongelige Teater
Tænk, hvis børnene fra Ole Lund Kirkegaards bøger boede i det samme hus – hjørnehuset. Her bor Topper, hans ven Viggo og Ivan Olsen med deres familier, kaffetante og vicevært, og rundt om huset hjuler Toppers halvkæreste, Sille, forbi.
I stueetagen er Café Den Blå Havkat til salg, og familien Hodja er på vej til at flytte ind. Far Hodja vil åbne et skrædderi, for hans søn skal være skrædder ligesom sin far. Men Hodja vil hellere ud at se hele verden på sit flyvende tæppe. Og Ivan på kvisten vil bare gerne være sig selv – ikke et rigtigt mandfolk, som hans far synes, han skal være.
På anden sal tegner Topper et næsehorn på tapetet med en magisk blyant. Næsehornet truer snart hjørnehusets gulvbrædder, og en lang bølle ved navn Orla Frøsnapper sniger sig om hushjørnerne. Han har fået færten af Hodjas vidunderlige, flyvende tæppe.
En hyldest til Ole Lund Kirkegaards univers
Skuespiller, teaterinstruktør og dramatiker Stine Schrøder Jensen er hjernen bag foreningen af Ole Lund Kirkegaards finurlige og humoristiske karakterer under samme tag. Hun har omskrevet en håndfuld af hans mest elskede historier: Otto er et næsehorn, Orla Frøsnapper, Gummi-Tarzan og Hodja fra Pjort til en samlet fortælling, så karakterernes historier krydser hinanden og fletter sig sammen i det enorme hjørnehus.
Stine Schrøder Jensen har med sin kærlighed til fortællingerne haft et ønske om at skabe en forestilling i bedste Ole Lund Kirkegaard stil. Rødderne i hjørnehuset har derfor den genkendelige anarkistiske ånd i både sprog og replikker, som også er på spil i hans bøger. Den musikalske familieforestilling hylder Ole Lund Kirkegaard og hans tro på børns løsslupne eventyrlyst og betingelsesløse fantasi.
“Ole Lund Kirkegaard skrev til børn på en tid, hvor baggrunden var denne her meget konforme sorte skole. Han prøvede at få noget mere kreativitet og fantasi ind i nogle rigide systemer. Der skulle man tro, at vi var et helt andet sted i dag, men nu bliver børn monitorerede med læringsplaner og kørt fra den ene fritidsaktivitet til den næste. Det er slående, hvor meget vi mangler den anarkistiske fantasi, som er en overlevelseskraft i Ole Lund Kirkegaards univers. Og jeg tror, det betyder rigtigt meget for børn at se, at de voksne gider at lege med, og at kreativitet og fantasi ikke er noget, man skal efterlade i barndommen. Det er noget, man skal tage med sig videre, og som kan løse vores problemer på alle mulige måder.” fortæller Stine Schrøder Jensen.
Musikalske hits af Laus Høybye
Med Rødderne i hjørnehuset kan både børn og deres voksne glæde sig til at stifte bekendtskab med helt nykomponeret iørefaldende musik og sange skrevet af skuespiller Laus Høybye. Høybye udgav tidligere i 2023 sit debutalbum Electric Skin og har sammen med kollegerne Jakob Fauerby og Mille Lehfeldt den musikalske satiregruppe PLATT-FORM, hvis shows han også står for musikken til. Som skuespiller har Høybye bl.a. medvirket i en lang række teaterforestillinger og musicals både på og udenfor Det Kongelige Teater.
“Det har været en vildt sjov proces at sætte musik til Ole Lund Kirkegaards fortællinger i Stines Schrøder Jensens bearbejdelse. Stine og jeg har haft et helt tæt samarbejde om at omsætte hans fortællinger på autentisk vis. Desuden kender jeg flere af de medvirkende i forestillingen rigtig godt, og det har været en fed opgave at komponere musik, som matcher deres stemmer – jeg glæder mig til at høre resultatet nede fra salen,” udtaler Laus Høybye.
Læs mere om forestillingen
.Fakta om Rødderne i hjørnehuset
Scene: Skuespilhuset, Store Scene, Det Kongelige Teater
Forestillingens forventede varighed: 2 timer inkl. pause
Sprog: Dansk
Anbefales fra 6 år
Medvirkende:
Anders Budde Christensen / Topper
Rikke Bilde / Hodja
Maria Winther Nørgaard / Ivan
Joen Højerslev / Orla / Hr. Holm / Politimesteren
Signe Thielsen / Viggo / Ejendomsmægleren
Wahid Sui / Far Hodja
Troels Thorsen / Hr. Olsen
Tilde Maja Frederiksen / Sille / Ivans mor / Fru Flora / Heksen
Holdet bag:
Ole Lund Kirkegaard / Forfatter
Stine Schrøder Jensen / Iscenesættelse og manuskript
Gjermund Andresen / Scenografi og kostumedesign
Sonja Lea / Lysdesign
Laus Høybye / Musik og sangtekster
Jakob Lindbirk / Musikalsk ansvarlig
Rene Damsbak / Musikproducer
Kontakt:
PR- og presseansvarlig, skuespil Sandra Nynne Vognstrup email: sany@kglteater.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **