PRM / Energistyrelsen sender miljøkonsekvensrapport for afvikling af Ravn-feltet i Nordsøen i høring

    Pressemeddelelse fra Energistyrelsen

    Det er nu muligt for offentligheden, og herunder myndigheder og organisationer, frem til og med den 1. december 2023 at indgive kommentarer og stille spørgsmål til den danske miljøkonsekvensrapport for afvikling af Ravn-feltet i den danske del af Nordsøen til Energistyrelsen.

    Operatøren Wintershall Nordzee B.V ansøger om tilladelse til afvikling af Ravn-feltet.

    Ravn-platformen og de tilhørende installationer blev bygget i 2015 og er beliggende inden for tilladelse 5/06 og 2/16 på den danske kontinentalsokkel ca. 245 km fra den danske kyst og ca. 15 km fra den tyske grænse. Ravn-platformen er tilkoblet to rørledninger og en forsyningsledning, som er forbundet med A6-A platformen i den tyske sektor.

    Der er er to suspenderede produktionsbrønde tilkoblet til Ravn-platformen, som ikke længere producerer. Selskabet har søgt om tilladelse til permanent at lukke Ravn-brøndene, og lukningen er underlagt en selvstændig miljøvurdering. De to Ravn-brønde vil skulle lukkes forud for afvikling af Ravn-platformen.

    Danmarks første feltafvikling

    Afviklingen af Ravn-feltet vil være Danmarkshistoriens første fulde afvikling af et olie- og gasfelt. Energistyrelsen kan pålægge rettighedshaver at fjerne anlæg m.v., som staten ikke ønsker at overtage efter endt anvendelse. Danmark har derudover forpligtet sig til at fjerne anlæg etableret i Nordsøen til indvinding og transport af olie og gas. Det betyder, at platform og tilhørende installationer skal nedtages og fjernes for at blive transporteret i land til ophugning eller genanvendelse. Rørledninger er ikke omfattet af denne forpligtelse. Energistyrelsen skal derfor vurdere, om rørledninger skal afvikles in-situ, dvs. efterlades efter rensning, eller helt eller delvist afvikles, så rørledningerne fjernes og transporteres i land.

    Miljøkonsekvensrapport og relevante dokumenter kan hentes

    Sammen med ansøgningen fra Wintershall Nordzee B.V. er vedlagt en miljøkonsekvensvurdering, der belyser miljøpåvirkninger i Danmark fra afvikling af Ravn-feltet.

    Dokumentation i relation til miljøkonsekvensrapporten for den planlagte afvikling af Ravn-feltet består af et ikke-teknisk resumé og tilhørende rapport for projektet i Nordsøen.

    Ikke-tekniske resuméer af miljøkonsekvensrapporten, Espoo-rapporter samt resuméer af ansøgningen til Energistyrelsen er også tilgængelig på engelsk og tysk. Den fulde miljøkonsekvensrapport er desuden også tilgængelig på engelsk.

    Miljøkonsekvensrapporten med tilhørende bilag fremlægges for offentligheden fra den 6. oktober 2023 til og med den 1. december 2023 og sendes til de danske myndigheder og organisationer.

    Hent dokumenterne på Energistyrelsens hjemmeside.

    Hent dokumenterne på høringsportalen.

    Frist for kommentarer er den 1. december 2023

    Bemærkninger til vurderingen af miljøpåvirkningerne i Danmark forbundet med afvikling af Ravn-feltet kan sendes til Energistyrelsen, ens@ens.dk med kopi til lsm@ens.dk og indvindingsekr@ENS.DK  eller med almindelig post til Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V, senest den 1. december 2023.

    Kontaktinfo

    Oplysninger om miljøkonsekvensrapporten kan fås ved henvendelse til Energistyrelsen, Laura Strøm Magner, tlf. 33 92 75 63, e-mail: lsm@ens.dk .

    Kontakt:

    Pressechef Ture Falbe-Hansen email: tfh@ens.dk

    Pressetelefon (modtager ikke SMS’er) tlf.: 33 95 08 00

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13732011?publisherId=13560344&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **