PRM / Nydannet erhvervsråd besøgte Innovateket på Kokkedal Skole

    Pressemeddelelse fra Fredensborg Kommune

    På sit første møde lagde det nye erhvervsråd ud med at realisere et af formålene med at nytænke rådet: At komme ud og se kommunen gennem erhvervsbriller.
    Rådet var derfor taget til Kokkedal Skole for at se det nye Innovatek, hvor elever og lærere prøver kræfter med et utal af muligheder – fx 3D printere, lasercuttere og foodlab til fremtidens madproduktion.

    Ved samme lejlighed fik rådet også en introduktion til UU-vejledningen, som skal vejlede unge i studievalg og hvor der blev rakt ud til virksomhederne for at indgå i praktikforløb.

    “Vi har valgt at nytænke erhvervsrådet, fordi vi i Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget ønsker at styrke samarbejdet med erhvervslivet i kommunen. Rådet er udvidet til 18 medlemmer og tæller nu også erhvervsorganisationer uddannelsesinstitutioner, virksomheder samt kommunens partnere på erhvervsfremmesiden – altså VisitNordsjælland og Erhvervshus Hovedstaden”, siger Lars Søndergaard, formand for Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget, og fortsætter:

    “I det nye råd sidder også erhvervslivets to repræsentanter i Klimarådet, hvilket naturligvis afspejler, at den grønne omstilling er et af de områder, som vi er meget optagede af og som vi ved, vil fylde meget fremover”.

    Erhvervsrådets formand, John Hemming, lægger særlig vægt på, at erhvervsrådet nu er bredere sammensat:

    “Dermed får vi endnu mere viden i rådet, og det skaber grobund for gode, konstruktive drøftelser af såvel udfordringer som løsninger. Og med flere repræsentanter understøtter vi også et af formålene med rådet, som er at styrke kontakten mellem erhvervslivet og kommunen”.

    Borgmester Thomas Lykke Pedersen bød det nye erhvervsråd velkommen:
    “Jeg glæder mig over, at både erhvervsliv og organisationer har taget godt imod vores initiativ, og at man stiller sig til rådighed for erhvervsrådet. Vi vil meget gerne bygge videre på de gode erfaringer fra det tidligere erhvervsråd, hvor dialogen mellem repræsentanter og politikere var god og konstruktiv. For med en god dialog tror jeg, at vi bedst sikrer et erhvervsliv, som både trives og har fornuftige vilkår.

    Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget har udpeget fire lokale erhvervsfolk som repræsentere forskellige erhverv i kommunen. Desuden har DI, Dansk Erhverv og FH udpeget repræsentanter. Desuden har Erhvervshus Hovedstaden og VisitNordsjælland fået plads i rådet tillige med de to repræsentanter fra erhvervslivet i Klimarådet.

    Kontakt:

    Borgmester Thomas Lykke Pedersen (A) tlf. 25 29 19 42
    Udvalgsformand Lars Søndergaard (V) tlf. 22 24 98 27
    Erhvervsrådsformand John Hemming tlf. 49 19 44 00

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13731896?publisherId=13559293&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **