PRM / Sallingsundbroen får ny asfalt

    Pressemeddelelse fra Vejdirektoratet

    Sallingsundbroen mellem Mors med Salling befinder sig midt i et større renoveringsarbejde, der skal forlænge broens levetid. Det er nu blevet tid til at lægge ny asfalt på broen, og det arbejde foregår i perioden tirsdag 10. oktober til torsdag 9. november.

    Det nuværende trafikværn vil i den forbindelse blive fjernet og erstattet af trafikkegler og signalregulering. Det sker af hensyn til trafiksikkerheden og arbejdets udførelse.

    Arbejdet kommer til at påvirke hele Sallingsundbroen, der er 1,7 kilometer lang.

    Sådan foregår arbejdet

    Signalreguleringen bliver opsat over en 600 meter lang strækning ad gangen. Det sker for at muliggøre henholdsvis affræsning og udlægning af asfalt.

    Mens dette står på, vil der blive lagt sidste hånd på fuger på både kørebane, cykelsti og fortov.

    For tydeligt at markere arbejdsområdet vil der desuden blive opstillet trafikkegler i hele broens længde.

    Arbejdet foregår på den måde, at entreprenøren starter med at udlægge slidlag i køresporet i broens sydgående side. Derefter skifter de til den nordgående side, hvor det midlertidige slidlag skal affræses, inden der kan lægges et nyt slidlag. 

    Information til trafikanterne

    I perioder kan det blive nødvendigt med signalregulering og kun et enkelt kørespor til deling for trafikanter i begge retninger. Den værste myldretid vil blive forsøgt undgået, men signalregulering vil forekomme på hverdage i tidsrummet kl. 8.00-14.00 og efter kl. 17.00, hvilket kan medføre forsinkelser og øget rejsetid.

    Cyklister og gående skal fortsat benytte fortovet på broens nordlige side, mens asfaltarbejdet står på. Vejdirektoratet opfordrer bløde trafikanter til at være opmærksomme på midlertidige trafikændringer på fortovet og tage hensyn til folk, der arbejder tæt på fortovet.

    Når arbejdet med at lægge ny asfalt er færdiggjort, vil enkelte afsluttende opgaver finde sted. Dette foregår dog uden signalregulering.

    Fordi vejarbejde er kulde- og fugtfølsomt, er der altid en risiko for, at det kan blive udskudt på grund af vejrforhold. 

    Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne.

    På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.

    Læs mere om renoveringen af Sallingsundbroen

    Læs mere på Trafikinfo.dk

    Kontakt:

    Projektleder Rasmus Bang tlf.: 72 44 24 47 email: rba@vd.dk

    Vejdirektoratets Trafikcenters pressetelefon tlf.: 20 61 26 64

    Vejdirektoratets pressetelefon tlf.: 51 83 33 93

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13730872?publisherId=13559844&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **