PRM / Der skal ansættes en ny borgerrådgiver i Guldborgsund Kommune

    Pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune

    Selvom Guldborgsund Kommunes nuværende borgerrådgiver, Thea Hass, har opsagt sin stilling, skal borgerne fortsat kunne få uafhængig rådgivning, hvis et sagsforløb med kommunen er gået i hårdknude. Derfor vil Økonomiudvalget i Guldborgsund Kommune hurtigst muligt sætte gang i en rekrutteringsproces for at finde Thea Hass’ afløser.

    “Vi er i Økonomiudvalget og byrådet helt enige om, at borgerrådgiverfunktionen er vigtig og derfor skal genbesættes. Der er flere kommunale områder, som juridisk er meget omfattende og komplekse. Det kan derfor være en stor hjælp for både borgere og forvaltning, at der er en uvildig borgerrådgiver, som kan hjælpe borgerne videre i systemet eller fungere som mægler, hvis dialogen er kørt fast,” siger borgmester Simon Hansen.

    “Vi har været utrolig glade for Thea Hass og hendes arbejde, og borgerrådgiver-funktionen er nu veletableret takket være hendes gode arbejde. Selvom jeg til fulde forstår og respekterer hendes prioritering, er jeg ked af, at vi nu skal sige farvel. Det er en stilling, hvor man skal være god til kommunikere med mennesker i svære situationer, og man skal kunne se en sag fra flere vinkler. Tillid og troværdighed er altafgørende for at man kan lykkes med opgaven, og her har Thea Hass virkelig udfyldt rollen på bedste vis,” siger borgmester Simon Hansen.

    Thea Hass har valgt at skifte job, fordi hun ønsker at være tættere på familie og børnebørn. Hun har været glad for sin tid i Guldborgsund Kommune.

    “Jeg har sat stor pris på de rammer, som byrådet har skabt for borgerrådgiverfunktionen. Der er en klar og tydelig ledelsesmæssige opbakning, som er helt afgørende, hvis man skal lykkes med en dialog- og samarbejdsorienteret tilgang. Jeg har også været glad for den seriøsitet, som byrådet har vist i forhold til behandlingen af mine årsberetninger. Det har været med til at skabe grobund for at omsætte mine observationer til bedre praksis,” siger Thea Hass, der stopper med udgangen af oktober måned.

    Stillingen som borgerrådgiver vil blive slået op hurtigst muligt, og Simon Hansen forventer, at en ny vil kunne tiltræde i funktionen først i det nye år.

    Kontakt:

    Borgmester Simon Hansen tlf.: 25 18 18 16 email: siha@guldborgsund.dk

    Presse- og kommunikationskonsulent Johanne Duus Hornemann tlf.: 25 18 23 35 email: jdh@guldborgsund.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13729881?publisherId=11287667&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **