Pressemeddelelse fra Betty Nansen Teatret
Historien om Alice, der falder ned i kaninhullet og møder et mystisk eventyrland, er velkendt, men i hænderne på instruktørduoen Amanda Ginman og Sebastian Kloborg, bliver det til en neurotisk satire over præstationssamfundet og en hyldest til fantasien.
På Betty Nansen Teatret møder Alice et mystisk Wonderland, hvor den der løber hurtigst og får tiden til at gå, vinder. Dronningen og kaninen lokker med en drømmetilværelse, hvor det er sushi-tid hele tiden, og man konstant er underholdt. Men i bytte for hvad?
“Vi lever i en verden, hvor alt accelererer mere og mere. Vi skal hele tiden løbe stærkere og optimere os selv for at følge med. Er det os, der drømmer vores drømme om det gode liv, eller lægges de ind i os af det omkringliggende samfund – hvem ejer vores drømme?” siger instruktør Amanda Ginman.
Eventyrlandet anno 2023
Amanda Ginman og Sebastian Kloborg vandt som den første duo nogensinde en fælles Reumert-pris som Årets Instruktør(er) for MØRKT FORÅR, der spillede på Edison sidste efterår. Ligesom MØRKT FORÅR fortæller ALICE med både ord og krop, da både skuespillere og dansere er på scenen – og i øvrigt alle har replikker og en koreografi. Koreografisk instruktør, Sebastian Kloborg, forklarer, hvordan dansen indgår i fortællingen:
“Vi vil beskrive accelerationssamfundet som pacer os frem, og som vi alle er fanget ufrivilligt i. Der giver det god mening, at det er kroppen, der stikker afsted, før hovedet har nået at sige ja til projektet. Det er sådan energien i forestillingen bliver, kroppen fører Alice videre i universet.”
Dramatiker Alexandra Moltke Johansen og instruktør Amanda Ginman har ud fra Lewis Carolls oprindelige roman og efterfølgeren Gennem Spejlet skabt et moderne manuskript, der bringer eventyrlandets absurditeter ind i vores samfund, hvor autoriteter er stjerner, og stjerner er autoriteter.
Kostumedesigner Petruska Miehe-Renard er gået på opdagelse i tidsånden for at klæde ALICE anno 2023 på. Hun har hentet inspiration fra samfundets hurtige tempo, hvor trends skifter fra dag til dag, og kroppen er en del af selvrealiseringen.
Kom med Alice på en surrealistisk rejse ind i den moderne drøm om det gode liv og løftet om, at selvrealisering, underholdning og præstation er vejen til lykken.
Fra 13 år og opefter.
ALICE har premiere den 20. oktober og spiller til og med d. 23. november
MEDVIRKENDE Freja Klint Sandberg (hun/hende), Nicolas Bro (han/ham), Morten Brovn (han/ham), Marie Dalsgaard (hun/hende), Linn Fletcher (hun/hende), Matthew Rawcliffe (han/ham), Dorotea Saykaly (hun/hende) og Rasmus Juncker (han/ham)
DRAMATISERING Alexandra Moltke Johansen (hun/hende) og Amanda Ginman (hun/hende)
INSTRUKTION Amanda Ginman (hun/hende)
KOREOGRAFISK INSTRUKTION Sebastian Kloborg (han/ham)
KOREOGRAFI Skabt sammen med de medvirkende
SCENOGRAFI Steffen Aarfing (han/ham)
KOSTUMEDESIGN Petruska Miehe-Renard (hun/hende)
KOMPONIST Rasmus Juncker (han/ham)
LYSDESIGN Christian Alkjær (han/ham)
DRAMATURG Tanja Diers (hun/hende)
INSTRUKTØRASSISTENT Emilie Beske (hun/hende)
Forestillingen er skabt som en del af en samlet proces kaldet BETTY UDVIKLER i samarbejde med Bikubenfonden. Her udvikles forestillinger på tværs af kunstarterne over længere stræk med workshopforløb og kollektive tanker. ALICE er udviklet i en samskabende proces med alle på holdet.
Kontakt:
Lise Benthin Præstgaard tlf.: 53618571 email: lise@bettynansen.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **