PRM / Kalak vinder to priser på San Sebastián Film Festival

    Pressemeddelelse fra Det Danske Filminstitut

    Til aftenens prisoverrækkelse på San Sebastián Film Festival gik to af hovedkonkurrencens priser til Isabella Eklöfs grønlandsdrama ‘Kalak’: Juryens Specialpris og prisen for bedste fotografering til filmens fotograf Nadim Carlsen.

    Juryen er i år præsideret af den anerkendte, franske filminstruktør Claire Denis. Find mere info omkring San Sebastián Film Festival og årets priser på: https://www.sansebastianfestival.com/news

    ‘Kalak’ handler om Jan, der er på flugt fra sig selv og sin egen opvækst, efter at være blevet misbrugt af sin far. Nu bor Jan i Grønland med sin lille familie, hvor han higer efter at blive en del af det lokale fællesskab – at blive ligesom de andre – en ægte kalak, en ’skide grønlænder’. 

    Isabella Eklöf slog igennem i 2018 med den anmelderroste debutfilm ‘Holiday’, der fik verdenspremiere i Sundance 2018 og som efterfølgende rejste verden rundt på en række prominente festivaler. ‘Holiday’ vandt fire Bodilpriser, bl.a. for bedste danske film.

    Nadim Carlsen er uddannet filmfotograf fra Den Danske Filmskole i 2011. Han har fotograferet prisbelønnede og anmelderroste film som ‘Grænse’, ‘Holiday’ og ‘Holy Spider’ samt episoder af HBO-hittet ‘The Last of Us’. Han har tidligere vundet en Bodil for ‘Holiday’ og en Robert for ‘Holy Spider’.

    Isabella Eklöf har skrevet manuskriptet sammen med Kim Leine og Sissel Dalsgaard Thomsen, og Maria Møller Kjeldgaard har produceret for Manna Film med støtte fra Det Danske Filminstitut. ‘Kalak’ distribueres af Scanbox Entertainment i Norden, hvor den får dansk biografpremiere 7. marts 2024.

    Kontakt:

    Kommunikationsmedarbejder Anders Budtz-Jørgensen tlf.: +45 3374 3528 email: andersbj@dfi.dk

    Festivalkonsulent Lizette Gram Mygind tlf.: +45 2482 3758 email: lizetteg@dfi.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13729613?publisherId=13560928&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **