Pressemeddelelse fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond
En stor del af Polens energiforbrug kommer fra kul.
Med et finansieringstilsagn på 7,5 mia. kr. til “Baltic Power” vindmølleparken i Polen bidrager EIFO til et stort spring fremad for den grønne omstilling, mindre afhængighed af kul samt en mere sikker energiforsyning i regionen omkring Østersøen.
Det giver lokale job til en lang række danske leverandører.
“Det er Polens første offshore vindmøllepark og en meget stor en af slagsen i Danmarks nærområde. Det er vigtigt for EIFO, at vi på den måde kan være med til at skabe vækst for de mange danske leverandører til parken, skabe job i Danmark og samtidig medvirke til, at et af vores nabolande bliver grønnere,” siger CCO i EIFO, Peter Boeskov.
Det første i en række
Projektet er det første i en række af vindprojekter i området, og parken bliver på 1.140MW med 76 stk. 15 MW møller. V236-15.0 MW-møllen er den nyeste og største offshoremølle fra Vestas. Den er bygget på allerede gennemprøvet teknologi, og en turbine kan producere energi nok til at holde op mod 20.000 europæiske hjem med strøm. *
Det er canadiske Northland Power, der i et joint venture med polske PKN Orlen, ejer og udvikler vindmølleparken. Northland Power har erfaring med offshore vind og omkring 1,2GW i drift. PKN Orlen er en af Polens største virksomheder.
“Vi er ved at forberede et stort projekt, der vil ændre Polens energimix markant. Vores solide økonomiske grundlag og omfattende internationale erfaring med at lede store projekter gør os i stand til at håndtere dette effektivt. Baltic Power-projektet har det mål at levere ren energi til mere end 1,5 millioner husstande allerede i 2026. Sikringen af finansieringen af projektet viser, at de finansielle markeder også har en positiv holdning til dette, siger Daniel Obajtek, administrerende direktør i og præsident for PKN Orlens bestyrelse.
Hos Northland glæder man sig også over finansieringen.
“Annonceringen af finansieringen er en stor milepæl for Northland, vores partnere og Baltic Power projektet” tilføjer Mike Crawley, President og Chief Executive Officer i Northland. “Denne milepæl viser støtten fra det globale finansielle samfund og afspejler deres tillid til Northland og vores evne til at udvikle, konstruere og finansiere store og komplekse havvindmølleprojekter. På trods af de seneste udfordringer for havvindsektoren på nogle markeder, fortsætter Northland med at finde måder på at fremme store havvindprojekter med attraktiv økonomi.”
Flere store eksportørkontrakter
Der er stor dansk økonomisk interesse i projektet. Ud over Vestas (og mange af virksomhedens 1800 underleverandører i Danmark) er der eksportkontrakter til bl.a. Bladt Industries, Semco Maritime og Cadeler.
“Sammen med alle projektets parter deler vi en fælles vision for energiomstillingen i Polen, og vi er meget glade for at levere vores vindmøller og vores viden til dette skelsættende projekt i Østersøen. Tilslutningen til projektet understreger, hvordan EIFO spiller en afgørende rolle i at give udviklere adgang til fleksible finansielle løsninger, der muliggør en hurtig og effektiv udrulning af vedvarende energi,” siger Nils de Baar, direktør for Vestas i Nord – og Centraleuropa.
Baltic Power-projektet betyder også arbejde til Rønne Havn, hvor udskibningen af en del af møllerne kommer til at finde sted.
Flere års dialog
EIFO har været i dialog med projektet i flere år, og dermed været en del af den finansielle strukturering af projektet fra et tidligt stadie. EIFO deltager i finansieringen sammen med en række kendte internationale banker, andre ECA’er og IFI’s, herunder EIB og EBRD.
Projektet dækker et areal på ca. 114 km2, hvilket svarer til arealet af Samsø. Yderligere består projektet af eksportkabel, onshore kabel (ca. 7 km), substation, omkring 6 kilometer arbejdsveje og en 400kV transmissionslinje, der forbinder projektets substation med elnettet.
Projektet er placeret 22,5 kilometer fra den polske kyst nær byerne Åeba og Choczewo.
Projektet forventes afsluttet i andet kvartal 2026.
*Beregningen er baseret på kapacitet divideret med energiforbruget eksklusive tab – beregnet med brug af Eurostat 2021-data.
Kontakt:
Presseansvarlig Ina Bjerregaard-Castenborg email: ibc@eifo.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **