Pressemeddelelse fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Hvert år bliver ca. 13.000 tons overskudsmad reddet fra en tur i skraldespanden. Det er i høj grad frivillighed, der sørger for, at de 13.000 tons ikke bliver en del af den samlede statistik over mad, som desværre ender i skraldespanden. De 13.000 tons vidner om, at frivilligheden bringer kampen mod madspild et flot stykke ad vejen. Samtidig arbejder ministeriet i øjeblikket på en ny national madspildsstrategi.
Ministeren og FødevareBanken skyder i dag den nationale madspildsdag i gang med “De Frivillige Redder Maden – et takkearrangement for Danmarks madspildsfrivillige”, der fejrer civilsamfundets engagement kampen mod madspild. Frivillige madspildsfolk fra organisationer i hele landet er inviteret til at spise brunch sammen med fødevareministeren i FødevareBankens lokaler i Brøndby.
Fødevareminister Jacob Jensen (V) siger:
“Alle de frivillige, der på den ene eller anden måde er med til at løfte den udfordring, som vi har, skylder vi en kæmpe tak. De fortjener stor respekt. Mad må ikke blive til spild. Hverken for vores klima, vores pengepung eller vores virksomheder. Det giver ikke mening. Derimod giver det mening at gøre en ekstra indsats for at bekæmpe madspild. Derfor arbejder vi netop nu på en national madspildsstrategi, der skal danne rammerne fremadrettet for både mere viden, oplysning og effekt.”
Direktør i FødevareBanken Lea Gry von Cotta-Schønberg siger:
“Fødevarekrisen, som vi står midt i, taler sit eget tydelige sprog, og flere danskere er så pressede, at de ikke længere kan sige nej til et tilbud om et varmt og gratis måltid. Derfor er indsatsen vigtigere end nogensinde, og de frivillige bærer en stor del af fortjenesten for, at maden bliver afhentet, omfordelt og leveret i stort set hele Danmark. Hos FødevareBanken leverer vores 200 frivillige mere end 1.200 tons overskudsfødevarer til 348 modtagerorganisationer hele året. Så kæmpe tak for den gode og vigtige indsats til alle.”
Fakta:
- Alene i Danmark har vi et samlet madspild på ca. 800.000 tons. Dermed smider vi hvert år madvarer ud for en værdi af ca. 8,6 mia. kr. ifølge tænketanken ONETHIRD.
- Ca. 13.000 tons mad bliver hvert år reddet fra at gå til spilde. Det svarer til 32 millioner måltider hvert år ifølge FødevareBanken.
- Fødevareministeriet arbejder i øjeblikket på en national madspildsstrategi.
Yderligere oplysninger:
Kontakt presserådgiver Ditte-Marie Rye: + 45 2020 1195 eller
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **