PRM / Sønderborg-hold repræsenterer Danmark til Nordisk Mesterskab i fodbold for udsatte og hjemløse

    Pressemeddelelse fra Ombold

    Fra 30. september til 1. oktober holder et udvalgt OMBOLD-hold fra Sønderborg Boldklub til i Moss i Norge. Her skal de repræsentere Danmark ved Nordisk Mesterskab i gadefodbold for udsatte og hjemløse.

    Spillerne fra Sønderborg skal møde hold fra Norge, Sverige, Island og Finland. Fælles for spillerne fra de nordiske lande er, at de enten kæmper eller har kæmpet med hjemløshed, misbrug eller psykisk sårbarhed.

    Mesterskabet sætter et positivt fokus på spillernes potentialer og er dermed med til at nuancere omverdens forståelse af mennesker, der er ramt af udsathed og hjemløshed. Publikum får muligheden for at kigge på – og ikke væk eller ned – når der spilles kampe.

    Men herudover bliver det også en kæmpe oplevelse for spillerne at få lov til at repræsentere Danmark og de rød/hvide farver ved en international turnering, og forventningerne fra Sønderborg holdet er store:

    – Det er en stor ære at skulle repræsentere Danmark ved Nordisk Mesterskab, og jeg glæder mig utrolig meget til at opleve og være en del af fællesskabet. Og vi lover, at vi nok også skal levere en masse lækkerier på banen, fortæller Amalie Halskov fra OMBOLD-holdet i Sønderborg Boldklub.  

    En succesfuld aktivitet i Sønderborg

    Sønderborg Boldklub startede OMBOLD-træningen med opbakning fra Sønderborg Kommune i oktober 2022, og i 2023 har der været hele 45 unikke spillere med til træningen. Nogle spillere har været der enkelte gange, men der er samtidig en fast gruppe, som deltager hver uge. En fællesnævner for spillerne er, at de ikke passer ind i den traditionelle foreningsidræt, men i OMBOLD-træningen i Sønderborg Boldklub har de fundet et fællesskab, hvor der er plads til alle.  

    OMBOLD-holdet fra Sønderborg har deltaget i flere af OMBOLDs regionale mesterskaber, og i juni var Sønderborg vært for Det Åbne Jyske Mesterskab i OMBOLD. Formanden for Sønderborg Boldklub udtrykker også stolthed omkring projektet:

    I Sønderborg Boldklub er vi enormt stolte over, at vores hold er nået så langt på så kort tid og nu skal repræsentere Danmark til Nordisk Mesterskab. Alle spillere har trænet hårdt og målrettet frem mod de stævner, vi har deltaget i. Vi glæder os over, at vi nu har fået mulighed for at spille mod andre nordiske hold og vise det fællesskab og sammenhold, vi har opbygget, udtaler Sønderborg Boldklubs formand, Dergham Abdul Rahman.

    Et traditionsrigt mesterskab

    Det er NGO’en, OMBOLD – der også står bag hjemløselandsholdet – der hvert år udvælger, hvilket lokalt OMBOLD-hold, der skal repræsentere Danmark ved Nordisk Mesterskab.

    Holdet fra Sønderborg Boldklub er det helt rette til at repræsentere Danmark og især udsatte danskere til Nordisk Mesterskab. Det fællesskab, der er blevet opbygget i Sønderborg, er forbilledligt. Det er et imponerende arbejde, der er lavet i Sønderborg. Både på og udenfor banen er de gode repræsentanter for både OMBOLD og Danmark, udtaler Rikke Sparving, landstræner for hjemløselandsholdet.

    Danmark har gjort en god figur de seneste par år ved det traditionsrige nordiske mesterskab, og på Hjemløselandsholdets Facebookside vil man kunne følge med i, hvordan det går holdet fra Sønderborg til mesterskabet.

    Link til hjemløselandsholdets facebookside: https://www.facebook.com/Hjemloeselandsholdet/

    Kontakt:

    Kommunikationsansvarlig Kasper Susaa email: kasper@ombold.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13728988?publisherId=13561168&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **