PRM / Kvistens behandlingsmuligheder udbredes på Lolland og Falster

    Pressemeddelelse fra Kvisten

    Mange af dem, der har været udsat for seksuelle overgreb i opvæksten, finder det svært at fastholde et job eller en uddannelse eller generelt at trives i sociale relationer med f.eks. kolleger, familie og parforhold. Ikke nok med at det kan føles skamfuldt at tale om seksuelle overgreb, så risikerer man også at blive stigmatiseret fra samfundet. Derfor ender man måske med at bære på hemmeligheden om overgrebene – helt alene.

    På den baggrund kickstarter Kvisten en synlighedsindsats på Lolland og Falster, der ikke blot skal udbrede kendskabet til Kvistens specialiserede behandlingstilbud for voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb i opvæksten; indsatsen skal også aflive myter og aftabuisere senfølger efter seksuelle overgreb, 

    – Vi håber, at så mange som muligt vil komme til vores gratis oplæg, der vil give et indblik i de langvarige konsekvenser, som seksuelle overgreb kan medføre. Vores oplægsholdere kommer fra vores Taskforce, der selv har oplevet seksuelt misbrug og de vidtrækkende konsekvenser, det kan have. Der er mange sejlivede myter derude, og desværre store skyld- og skamfølelser hos den enkelte, som vi alle kan få gavn af at få bugt med, lyder budskabet fra Kvistens koordinator i Region Sjælland, Peter Jørgensen.

    Donation fra Fonden Sol og Strand

    Til at øge synligheden og udbrede kendskabet til Kvistens behandlings- og rådgivningsmuligheder for voksne med senfølger, har Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld støttet indsatsen med et økonomisk bidrag. Donationen skal blandt andet gå til afholdelse af Taskforceoplæg i området, der både koncentrerer sig mod det åbne publikum, men også er målrettet behovet for viden om emnet hos fagpersoner. Oplæggene skal understøttes af annoncering på sociale medier og distribuering af foldere for et bredere kendskab til behandlingsmulighederne.

    Oplæggene med Taskforcen er gratis at deltage i og vil løbende blive meldt ud på Kvistens facebook– og hjemmeside. 

    Bliv behandler i Kvisten – gør en forskel og få del i det faglige fællesskab

    Kvistens koordinator i regionen, Peter Jørgensen, håber, at indsatsen vil appelere til kommende behandlere i området:

    – Lolland og Falster er områder, vi har gjort et lille indhug i, men det er klart, at jeg også håber, at vi med denne indsats får tydeliggjort Kvistens sag, og at budskabet også når dem, der har mulighed for at stille deres terapeutiske kompetencer til rådighed. Kvisten er bygget op om frivilligt bidrag fra dygtige behandlere, så de er altafgørende for, at vi kan hjælpe så mange, som vi gør. Hvis man er uddannet psykoterapeut eller psykolog med speciale i psykoterapi, og ovenstående vækker ens nysgerrighed, så er man meget velkommen til at hive fat i mig, siger Peter Jørgensen. 

    Kontakt:

    Kommunikationskonsulent i Kvisten Cecilie Davidsen Høj email: cdh@kvistene.dk

    Koordinator i Region Sjælland Peter Jørgensen email: peter@kvistene.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13728322?publisherId=13559554&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **