Pressemeddelelse fra Region Midtjylland
Hospitalerne i Region Midtjylland har alvorlige kapacitets-udfordringer inden for næsten alle behandlingsområder. Indberetningerne blotlægger en række områder, hvor hospitalerne er usikre på, om de fremover vil kunne overholde de garanterede ventetider.
Overblikket får regionsrådsformand Anders Kühnau til at kalde på omgående handling.
– Så hurtigt som muligt skal vi have udmøntet kræftmidlerne fra Regeringen og den kapacitetspulje, som partierne bag budgetforliget afsatte i budget 2024, siger Anders Kühnau, som forventer at pengene er i arbejde inden årets udgang.
Hospitalsudvalget, Psykiatri- og Socialudvalget og Udvalget for Nære Sundhedstilbud skal behandle sagen på kommende møder.
Stigende underskud
Sammen med kapacitetsoverblikket har regionens ledelse også fået nye tal for presset på Region Midtjyllands økonomi.
Tallene viser, at flere hospitaler ikke har formået at dæmpe udgiftsstigningerne. På baggrund af den nyeste økonomirapport pr. 31. august ventes Aarhus Universitetshospital nu at overskride budgetterne med 155 mio. kr. i 2023. Også for Regionshospitalet Gødstrup fortsætter ubalancen med at stige, selvom der er iværksat besparelser. Hospitalet ventes at komme ud af 2023 med en budgetoverskridelse på 120 mio. kr.
Den økonomiske situation forværres yderligere, fordi udgifterne til tilskudsmedicin er stærkt stigende og et fortsat stort merforbrug på praktiserende læger.
Skarpere økonomistyring
– På baggrund af økonomiopfølgningen har jeg bedt regionens direktion om at sikre, at hospitalerne overholder de budgetter, der er lagt. Jeg har også bedt direktionen om se på, om der er behov for et stop for aftaler om frivilligt ekstraarbejde, brug af vikarer og eventuelt også et decideret ansættelsesstop, siger Anders Kühnau.
Oplysningerne fra den seneste budgetopfølgning bliver forelagt Forretningsudvalget på næste møde.
Tilfredse patienter og dygtige medarbejdere
– Når man ser kapacitetsoverblikket og den nedslående økonomiske udvikling, så er det vigtigt samtidigt at huske på, at hospitalerne – ud over udfordringerne – faktisk har nogle meget tilfredse patienter og dygtige medarbejdere. Det viser bl.a. landsdækkende undersøgelser af patienternes tilfredshed og regionens evne til at overholde maksimale ventetider, siger regionsrådsformand Anders Kühnau.
FAKTAØkonomiopfølgningen pr. 31. august 2023 viser, at udgifterne til tilskudsmedicin og praktiserende læger fortsat stiger. Udgifterne til tilskudsmedicin ligger i seneste opgørelse ca. 206 mio. kr. over budget, mens udgifter til praktiserende læger ligger 170 mio. kr. over budget. |
Kontakt:
Regionsrådsformand i Region Midtjylland Anders Kühnau (A) email: kuhnau@rr.rm.dk
Kontaktoplysninger på medlemmer af regionsrådet
Pressevagten tlf.: 7841 0666 email: presse@rm.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **