PRM / Regionsrådet har vedtaget budget for 2024

    Pressemeddelelse fra Region Midtjylland

    Alle partier i regionsrådet, undtaget enhedslisten samt regionsrådsmedlemmerne Ulrich Fredberg (V), Annette Roed (S) og Martin Jakobsen (K), har i dag, 27. september, vedtaget Region Midtjyllands budget for 2024.

    Budgettet er delt i penge til drift og penge til anlæg. Region Midtjyllands samlede driftsbudget rummer på tre hovedområder 33 mia. kr. til sundhedsområdet, 1,4 mia. kr. til social og specialundervisning, og 727,7 mio. kr. til Regional Udvikling.

    Regionen må i 2024 maksimalt bruge 736,4 mio. kr. på anlæg og 26,8 mio. kr. på anlæg af kvalitetsfondsprojekter.

    På sundhedsområdet prioriteres bl.a. en pulje på 25 mio. kr. til at styrke kapaciteten på en række særligt udfordrede områder, økonomisk hjælp til Regionhospitalet Gødstrup, robustgørelse af Psykiatrien og en politisk prioriteringspulje til uforudsete udgifter som stigende udgifter til medicin og praksisområdet.

    Inden for Regional Udvikling prioriteres 2 mio. kr. til tværregionalt samarbejde om kultur som sundhedsfremme. Ønsket er at opbygge en god infrastruktur, kompetencer og netværk mellem de midtjyske kultur- og sundhedsaktører, herunder regionens hospitaler.

    Politisk Sparekatalog 2024

    Budget 2024 bygger på “Aftale om Budget 2024 for Region Midtjylland”, der sætter retning på syv temaer der skal arbejdes videre med i Politisk Sparekatalog 2024.

    Udmøntningen af forslagene skal konkretiseres frem mod 20. december, hvor regionsrådet efter en høringsperiode træffer de endelige beslutninger.

    I Budgetforlig 2024 fremgår det, at det Politisk Sparekatalog 2024 indeholder beslutning om:

    • at antallet af akutlægebiler reduceres fra ti til seks, samt at de får base i byer hvor der er et akuthospital samt i Holstebro.
    • en ny profil for Regionshospitalet Silkeborg, hvor Diagnostisk Center omdannes til en medicinsk dagklinik, som har åbent i hverdage.
      Hospitalet skal arbejde med stærke regionale faglige profiler, stordriftsfordele og effektiv aktivitet og bl.a. at trække kirurgiske- og radiologiske opgaver hjem fra privathospitaler.
      at de medicinske senge på Regionshospitalet Silkeborg flyttes til regionens andre hospitaler.
    • at visiterede akutte medicinske patienter ikke længere modtages på Regionshospitalet Silkeborg.
    • at Akutklinikkerne fremadrettet skal have samme åbningstider som lægevagten.
    • at der gennemføres administrative besparelser.

    Anlæg

    Med 2. behandlingen af Budget 2024 godkendes Investeringsplan 2024-2032 ligeledes.

    Nogle af de væsentligste prioriteringer i Investeringsplanen er:

    • 832 mio. kr. til etablering af nye operationsstuer, nyt perioperativt afsnit, ny intensivafdeling, nye fødestuer, ny børneafdeling og nyt neonatalafsnit på Regionshospitalet Randers.
    • 655 mio. kr. til byggeriet “Ny Psykiatri i Viborg” der rummer 96 sengepladser og erstatter retspsykiatrien og den almene hospitalspsykiatri i Viborg.
    • 130 mio. kr. til byggeri af en ny sterilcentral i Horsens.

    Kontakt:

    Regionsrådsformand i Region Midtjylland Anders Kühnau (A) email: kuhnau@rr.rm.dk

    Kontaktoplysninger på medlemmer af regionsrådet

    Pressevagten tlf.: 7841 0666 email: presse@rm.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13728343?publisherId=13561276&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **