PRM / Kulturnatten byder på heldags-kunstfest i Vild Park

    Pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune

    Gennem de seneste seks måneder har Vild Park dannet ramme om festivalen Performing Landscapes. Her har seks kunstnere – en hver måned – udfoldet parkens vilde og anarkistiske potentiale via performative installationer, offentlige fuldmåne-sammenkomster og have-handlinger.

    Kunstnerne Søren Lose og Thomas Seest har desuden de sidste tre år under overskriften ‘Bæredygtighed, samarbejde og utopi’, arbejdet i og med Vild Park, for at formidle samtidskunst til børn og unge – og de voksne omkring dem. Sammen med kommunens kulturforvaltning og Teknik & Miljø har de opbygget og udviklet Vild Park som en biodiversitets- og kulturpark.

    Nu afrundes både Performing Landscapes samt Søren Lose og Thomas Seests huskunstner-periode og alle er inviteret til heldags-kunstfest i parken som et led i programmet på Kulturnatten. Fra klokken 11-21 kan man møde et bredt udsnit af de kunstnere og samarbejdspartnere, der de seneste tre år har haft deres gang og virke i parken.

    Formand for Landdistrikter, Kultur og Fritid, Ole K. Larsen siger: ‘Kulturnatten byder på et væld af gode kunst- og kulturoplevelser. Jeg glæder mig over, at kulturnatten, bl.a. via et omfattende program i Vild Park ved Rådhuset, er med til at sætte fokus på bæredygtighed og natur – et emne, der optager os meget i Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget. Jeg ser frem til at følge udviklingen i Vild Park fremover. Foreløbigt har kunstnerne skabt et virkelig fint rum og sted for kunst, kultur og natur – med plads til både dyr, mennesker og planter.”

     

    PROGRAM:

    Kl. 11:00: Tale v. Trevor Davies, stifter af Københavns Internationale Teater og leder af Metropolis Landskab: det tre-årige kulturprojekt, som Performing Landscapes Guldborgsund er en del af.

    Kl. 11.15-14: Performative handlinger ved de enkelte Performing Landscapes-kunstnere. Handlingerne vil inddrage publikum og inspirere til at gå på opdagelse i den bynære natur, som Vild Park rummer.

    • KL. 11.15: Thomas Seest Thomas Seest klæder publikum og kunstnere i støvdrager kostumer, mens han læser et brev til træerne.
    • Kl. 11:40: Annika B. Lewis inviterer til fuldmåne flow og dans akkompagneret af trommemusik. Klokken 11:55 kulminerer efterårets første fuldmåne, og på toppen af bakken planter vi en ring af hvidløg og vander løgene.
    • Kl. 12:20: Stina Strange Thue vil ved stenene omkring søen læse op af de tekster, hun i løbet af sit kunstnerophold skabte om Vild Park – herunder som talerør for Vild Parks mange ikke-menneskelige stemmer. Publikum vil “mærke” teksterne på egen krop og blive guidet til små handlinger undervejs.
    • Kl. 12.40: Hartmut Stockter fremstiller bøger om Vild Parks frugttræer ved sit bibliotek i Vild Park. Bøgerne handler om frugttræer og skrives med frugtjuice og cider på frugtkassetræ. Skriften synliggøres ved hjælp af en gasbrænder. Man kan skære i frugt, arbejde med frugttryk og skrive eller tegne med frugtjuice og pensel. Bogen/bøgerne bindes med læderrester og trælim, og budskaberne til eller om Vild Parks frugttræer læses højt under den fælles og efterfølgende plantning af blommetræet.
    • Kl. 13.15: Søren Lose inviterer alle til at hjælpe med at plante et blommetræ i Vild Park.  Ledsaget af fremførelse af latinske plantenavne. 
    • Kl. 13.40: Sarah Lee Armstrong inviterer til kædedans, hvor de enkelte led repræsenterer forskellige plantearter.

    Kl. 17-19: Afslutning af Performing Landscapes-kunstner Sarah Lee Armstrongs periode i Vild Park. Samtale med Sarah om hendes arbejde i og oplevelser med Vild Park samt bålmad til alle.

    • Kl. 17:15: Kort danseperformance v. Sarah Lee Armstrong inspireret af overgange, det cirkulære og naturens sammenhængskraft. I samarbejde med dansere fra Folkedanserhuset i Nykøbing Falster.


    Kl. 19-21: Kunstfest i Vild Park. Tag hele familien med til ‘fri leg’ i det grønne mørke.

    Om Metropolis Landskab og Performing Landscapes:

    Metropolis Landskab finder sted over tre år som en trilogi, hvor hver etape bygger videre på de foregående:

    * Walking Landscapes 2021

    * Talking Landscapes 2022

    * Performing Landscapes 2023

    I 2023 finder Performing Landscapes sted i Silkeborg, Guldborgsund, Aalborg, Møn, Aarhus, Skagen, Aabenraa, Randers og Bornholm.

    Performing Landscapes er tredje etape af det treårige projekt Metropolis Landskab, der sender kunstnere ud 10 steder landet over, hvor de skaber kunst- og performanceoplevelser til, i og om det givne landskab, de befinder sig i.

    Performing Landscapes er produceret af Metropolis – Københavns Internationale Teater i samarbejde med 10 kommuner og realiseres med støtte fra Nordea-fonden, Statens Kunstfond og kommunernes medfinansiering.

    Kontakt:

    Formand for Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget Ole K. Larsen tlf.: 25 18 03 98 email: byokl@guldborgsund.dk

    DIANA GERLACH
    KULTURKONSULENT
    DIR +45 54731000
    MOB +45 25181896
    DG@GULDBORGSUND.DK

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13728026?publisherId=11287667&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **