Pressemeddelelse fra Det Danske Filminstitut
Der er nok at fejre for de danske filmskabere på Nordisk Panorama i Malmø. Det blev til begge festivalens hovedpriser her til aften.
Apolonia, Apolonia
Lea Globs ‘Apolonia, Apolonia’ modtager prisen for bedste nordiske dokumentarfilm. Instruktøren har over 13 år fulgt Apolonia Sokols rejse fra ungt, lovende talent til etableret kunstner, hvilket er blevet til en skildring om kunst, kærlighed, moderskab, seksualitet og repræsentation med det parisiske kunstakademi som kulisse.
Filmen har allerede imponeret med talrige internationale udmærkelser, og den vandt blandt andet hovedprisen på IDFA – International Documentary Filmfestival Amsterdam – sidste år. Sidsel Lønvig Siersted har produceret for Danish Documentary Production.
Norwegian Offspring
‘Norwegian Offspring’ blev vist i Cannes.
Marlene Emilie Lyngstads afgangsfilm fra Filmskolen modtager prisen for bedste nordiske kortfilm. ‘Norwegian Offspring’ er et absurd drama, der handler om dødsangst, seksualitet og længsel. I filmen lever Stein en isoleret tilværelse i en norsk skov. Han føler, at samfundet begrænser hans ret til at udføre sin biologiske opgave: at reproducere sig. Dette driver ham ind i en nat i den seksuelle underverden, hvor han gennem møder med tre kvinder bevæger sig længere og længere væk fra sit udgangspunkt.
Filmen havde international premiere i sideprogrammet La Cinef under årets Cannes-festival, hvor den modtog førsteprisen, og den kan opleves på .
OM NORDISK PANORAMA
Malmø har siden 2013 været fast vært for Nordisk Panorama, et vitalt centrum for filmbranchens mange aktører, lige fra filmskabere til beslutningstagere.
Over 400 branchefolk deltager årligt, og publikum får mulighed for at se Nordens vigtigste kort- og dokumentarfilm kæmpe om festivalens priser.
Kontakt:
Anne Marie Kürstein tlf.: +45 4041 4697 email: kurstein@dfi.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








