PRM / Kortfilm, klimakrise og kvindekamp på årets animationsfestival

    Pressemeddelelse fra VIA University College

    Det går ikke stille for sig, når Viborg for 12. gang byder velkommen til VAF – Viborg Animations Festival. Overalt i byen, der siden 2019 har kunnet kalde sig UNESCO Creative City, er der fra 25. september og en uges tid frem et væld af aktiviteter for både store og små. Og selv om overskriften er animation, er der en sand mangfoldighed at vælge imellem, fortæller Jane Lyngbye Hvid Jensen, der er festivalleder for VAF:

    “Filmprogrammet varierer med både digitale såvel som håndtegnede film, og der er noget for alle aldersgrupper. Du kan opleve over 100 kortfilm fra hele verden, ligesom festivalen også rummer et omfattende film- og workshopprogram for børnefamilier med ANIMOK som spydspids,” fortæller hun.

    Årets VAF Artist er i år den svenske filmskaber Niki Lindroth von Bahr. Hun har taget animationsverdenen med storm med sine stemningsfyldte stop-motion-kortfilm. Hedes film, The Burden, har vundet hele 85 priser på festivaler verden over, og i begyndelsen af 2022 var hun aktuel med Netflix’ The House. Under festivalen er der mulighed for at møde hende og se flere af hendes film, hvor hun blandt andet italesætter klimakrisen og vores fælles ansvar med sin særlige nordiske humor.

    Dokumentar og spil fylder i programmet

    Udover de mange kortfilm er der også et bredt udbud af animerede dokumentarfilm på årets VAF-program. Nogle af højdepunkterne er filmen Titina og Roald Amundsen, Aurora’s Sunrise om det armenske folkedrab og The Inventor om Leonardo da Vinci. Alle tre film er nominerede til VAF Best Feature Award 2023.

    Dokumentargenren fylder også ved årets virtual reality-oplevelser i VAF-ugen. Både ANIDOX, Phenomenal Viborg og Viborg Kunsthal tilbyder publikum at leve sig helt ind i en række spændende og aktuelle fortællinger om klima, feminisme og ytringsfrihed.

    Ligesom sidste år vender Viborg det meget populære og velbesøgte Game Expo tilbage, og her optræder et af festivalens øvrige trækplastre, Youtube-fænomenet Morten Münster.

    “Spilbranchen er en voksende industri, og det smitter selvfølgelig også af på vores program. Udover Morten Münster får vi også besøg af Funday Factory, der kommer med en spilkonference fokuseret på karakterdesign, og det Viborg-baserede Vizlab inviterer endnu engang til CAVE concept art-konference med topnavne fra blandt andre Lucasfilm, IO Interactive samt HBO og Netflix,” fortæller Jane Lyngbye Hvid Jensen.

    For mere brancheinteresserede inviterer VAF også til en årlig endagskonference skræddersyet til animations- og VFX-industrien. Målet er at opdatere branchen på nye strømninger og perspektiver i animationsindustrien. Derudover er hubben Creative Viborg vært på en dag med fokus på visuel kreativitet indenfor så forskellige felter som fx fodbold og fremtidsstudier. I løbet af dagen vil paneldeltagere debattere nye teknologier, og særligt AI står højt på dagsordenen. Keynotespeaker er blandt andre Sofie Hvitved fra Copenhagen Institute for Future Studies.

    Viborg Animations Festival løber af stablen fra 25. september til 1. oktober. Se hele programmet på: www. Animationsfestival.dk

    Yderligere oplysninger fås hos:

    Festivalleder Jane Lyngbye Hvid Jensen, VIA University College / The Animation Workshop, mail: jlhj@via.dk, mobil: 8755 4904

    Kontakt:

    Festivalleder Jane Lyngbye Hvid Jensen, VIA University College / The Animation Workshop, mail: jlhj@via.dk, mobil: 8755 4904
    Journalist Vivian Andersen Voldgaard, VIA Univeristy College, viav@via.dk, mobil: 8755 1436

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13726709?publisherId=9534582&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **