PRM / Josephine er elektrikerlærling hos VS Automatic – og flere som hende er på vej

    Pressemeddelelse fra VS Automatic

    VS Automatics værksted i Horsens er efterhånden Josephine Skovgaard Andersens hjemmebane. Ledninger, skruer, værktøj og forskellige typer komponenter fylder bordene, hvor hun bygger eltavler. Og ikke bare de små tavler, som vi alle sammen har hængende i vores bolig – også de helt store på flere kvadratmeter, som løser vigtige opgaver i produktionsvirksomheder både i Danmark og udenfor landets grænser.

    “Det er meget hyggeligt og lidt ligesom at bygge LEGO,” fortæller hun. I skrivende stund er hun halvvejs i sin uddannelse til elektriker, hvilket betyder at hun har 2,5 år tilbage, før hun får svendebrevet i hånden.

    Fremgang i antallet af kvinder på elektrikeruddannelsen
    Selvom Josephine Skovgaard Andersen ikke er den eneste kvindelige elektrikerlærling i VS Automatic, er hun en af de få.

    Håndværksfagene har i mange år været kendt som traditionelle mandefag, men de sidste næsten ti års udvikling viser, at flere og flere kvinder vælger en karriere i installationsbranchen og metalindustrien. I foråret 2023 viste nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet, at antallet af kvindelige elektrikerlærlinge er mere end tredoblet siden 2014. Dengang var 53 kvinder i gang med elektrikeruddannelsen, mens tallet i år er 176. Tendensen ses også i andre tekniske fag.

    “Det viser med al tydelighed, at vi er på vej i den rigtige retning,” siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, i en pressemeddelelse til Ritzau. “Hvis vi skal sikre nok faglærte til de kommende år, så er det vigtigt, at vores uddannelser også kan appellere til de unge – uanset køn. Vi har simpelthen ikke råd til at se bort fra talenterne i halvdelen af befolkningen. Men det er ikke kun med til at løse udfordringerne med rekruttering af kvalificeret arbejdskraft. Det har også en positiv effekt på arbejdsmiljøet ude i virksomhederne.”

    Savner indimellem et fællesskab med kvinder
    Håndværksfagene har altid trukket mere i Josephine Skovgaard Andersen end gymnasiet gjorde, og efter et praktikophold besluttede hun at begynde i lære som elektriker hos VS Automatic.

    Udsigten til at blive en af få kvinder i sit kommende fag virkede ikke afskrækkende på Josephine Skovgaard Andersen, men hun tog sine forholdsregler.

    “Det var noget, jeg tænkte over. Jeg tog lige et år på højskole først, fordi jeg tænkte, at jeg lige skulle nå at få lidt veninder og være i et ungt miljø, før jeg startede på den her uddannelse,” forklarer hun.

    “Jeg gad megagodt, at der var flere piger! Nogle gange så hiver det da i en, at man ikke er i et eller andet hyggeligt kontorjob eller går i en tøjbutik og hygger med sine kvindelige kolleger og nærmest er veninder på arbejdet. Det kunne man godt have brug for en gang imellem. Sådan virker det lidt til at være imellem mændene. Så er det kammesjukkerne, der skal afsted, og det er bare hyggeligt og fedt.”

    Samtidig understreger Josephine Skovgaard Andersen, at hun nyder sin hverdag på værkstedet, hvor en spade er en spade, og hvor man kan risikere, at der bliver taget pis på en. Og hun oplever, at der også er plads til hende, selvom hun ikke altid interesserer sig for det samme, som kollegerne.

    VS Automatic er glad for den stigende interesse
    “Vi vil hellere end gerne have flere kvinder i lære og ansat i virksomheden,” siger direktør Torben Steffensen. “Men vi kan ikke ansætte flere kvindelige lærlinge og elektrikere, end der er.”

    Ifølge direktøren kræver det en større kulturændring at lokke flere kvinder til branchen. Erhvervsskolerne skal løftes fagligt og socialt, så unge mennesker af begge køn har lyst til at vælge dem frem for den gymnasiale vej.

    “Vi vil opfordre alle – både piger og drenge – som kunne tænke sig en hverdag med praktisk arbejde, der gør en forskel for andres hverdag, til at give vores fag en chance,” siger Torben Steffensen. “Vi har brug for dygtige elektrikere i fremtiden, for mange bæredygtige løsninger bygger på el.”

    Et eller andet sted tænker Josephine Skovgaard Andersen ikke, at det er en stor ting som sådan at være en kvinde i elektrikerbranchen, men hvis hun kan inspirere andre til at begynde på uddannelsen, ser hun det som en positiv ting.

    “Det er fint, hvis man tænker ‘hun virker sgu meget normalt hende der, der er ikke noget mærkeligt ved hende. Hvis hun kan være elektriker, så kan jeg også.'”

    Læs mere om Josephines oplevelse som kvinde i elbranchen lige her

    Kontakt:

    Dorthea Lind email: dne@vs-automatic.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13725600?publisherId=13561401&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **