PRM / Martin Thorborg vinder DI’s og PostNords nye pris for e-handel

    Pressemeddelelse fra DI – Dansk Industri

    PostNord og landets største erhvervsorganisation Dansk Industri har i dag for første gang uddelt prisen for de største talenter i e-handel herhjemme. Der er tale om to priser faktisk, hvor den ene går til en talentfuld medarbejder indenfor e-commerce – en såkaldt frontrunner – og den anden til en talentfuld leder. Sidste går til Martin Thorborg.

    Martin Thorborg er dag CEO i virksomheden Visma Dinero, som har udviklet et online regnskabsprogram til små og mellemstore virksomheder.

    Pioner i online

    Juryen har ved tildelingen af prisen lagt vægt på,  at Martin Thorborg er en af pionererne indenfor onlineforretning i Danmark, og når det gælder internettet og kendskabet til brug af internettet til noget værdiskabende. Han har ikke kun drevet en transformation med de virksomheder, han har skabt eller været ansat i, men drevet en transformation  for hele Danmark, hedder det i begrundelsen for prisen.
     

    Martin Thorborg fik overrakt prisen fra scenen på konferencen af chef for e-commerce i DI, branchedirektør Jacob Kjeldsen, DI Handel, i overværelse af et par hundrede erhvervsledere og eksperter inden for e-handel.

    – Den måde, vi arbejder med det på i Visma Dinero, er, at alle kan komme til orde. Alle må deltage i alle processer, hvis de har lyst. Vi byder alle nye ideer velkommen, og der er ikke nogen, der griner af hinanden. Der er ikke nogen, der har en større stemme, og meget innovation sker foran cola-automaten, siger Martin Thorborg.

    Test og atter test

    Martin Thorborg har 260.000 følgere på de forskellige sociale medieplatforme og monitorer alle sociale medier som en del af sit job.

    – Al god e-commerce handler om at teste teste og teste. Man kan ikke mavefornemme sig frem til noget som helst inden for e-commerce, siger Martin Thorborg.

    Prisen eCom Talent Award er lanceret af PostNord og Dansk Industri for at hylde et e-commerce talent, der skaber vækst, effektivitet og udvikling i en af de 20.000 danske virksomheder, der er medlem af Dansk Industri.

    Meningen med prisen er at belønne og dermed sætte spotlys på talenter inden for e-handel, som går foran som gode eksempler. Det er rollemodeller, som der er hårdt brug for i Danmark.

    Baggrunden for prisen er nemlig, at mange danske virksomheder har vanskeligt ved at rekruttere medarbejdere med de rigtige kompetencer inden for e-commerce. Der er brug for flere veluddannede specialister i e-handel, hvis flere danske virksomheder skal blive stærke til onlinesalg.

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger fås hos presserådgiver Bo Hjuler, tlf. 2328 4912, e-mail boh@di.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13726246?publisherId=5524343&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **