PRM / Unik mulighed for møde- og kongresbranchen i Danmark: Flere hundrede internationale kunder samles i København

    Pressemeddelelse fra Wonderful Copenhagen

    Det er både amerikanske og europæiske kunder, der i stort antal indtager hovedstaden i disse dage, hvor København er vært for stor global vides- og netværks-konference for omkring 500 aktører fra den internationale møde- og kongresbranche.

    Ud af de mange deltagere er et stort antal potentielle kunder fra internationale organisationer, som løbende afholder møder og kongresser. Derfor griber Wonderful Copenhagen muligheden for at sælge hovedstaden som møde- og kongresby og sætter fokus på en række vigtige danske styrkepositioner, som eks. bæredygtighed, digitalisering og arkitektur.

    Det er Professional Convention Management Association (PCMA) – en amerikansk forening for hele værdikæden omkring kongresser, der står bag konferencen. Her er målgruppen både leverandører og kunder i form af underleverandører, destinationer og ikke mindst corporate beslutningstagere og kongresejere, som er særligt interessante gæster for hovedstaden.

    “Møde- og erhvervsturismen bidrager markant til turismeomsætningen i Danmark, også uden for højsæsonen. Når vi i Danmark tiltrækker store internationale kongresser og konferencer skaber det ikke bare omsætning for virksomhederne i perioder, hvor der ellers er færre gæster, det viser også Danmark og danske styrkepositioner frem for vores omverden. Derfor er det fantastisk, at den internationale møde- og kongresbranche i disse dage samles i København for at diskutere, hvordan der kan skabes endnu stærkere og mere bæredygtige løsninger på området,” siger erhvervsminister Morten Bødskov.

    Udnytter muligheden optimalt

    Konferencen finder sted i Bella Center, hvor Bellagroup sammen med Wonderful Copenhagen står bag det danske værtskab. Og deltagerne kommer desuden også rundt og oplever hovedstaden som mødedestination og får samtidig indblik i en række danske styrkepositioner.

    For at udnytte muligheden optimalt, har Wonderful Copenhagen både inviteret ekstra kunder og arrangeret en række ture og besøg, hvor de mange deltagere får indblik i, hvad hovedstaden kan som destination for kongresser, og hvordan vi i Danmark mere generelt arbejder med bæredygtighed og innovation. De ekstra kunder er otte internationale kongresplanlæggere fra udvalgte foreninger, der står bag attraktive kongresser. De kommer en dag før og får et detaljeret indblik i, hvad København kan som værtsby for deres kommende kongresser, inden deltagerne efterfølgende deltager i programmet for PCMA.

    Derudover har Wonderful Copenhagen etableret et netværksområde til konferencen, hvor deltagerne kan mødes og netværke, samtidig med at de bliver præsenteret for flere af de danske styrkepositioner. Her har det nationale udviklingsselskab for erhvervs- og mødeturisme, MeetDenmark, også en stand, hvor Danmark som kongresdestination bliver vist frem.

    Skubber på den bæredygtige omstilling

    “Det er meget værdiskabende at være værtsby for internationale videnkongresser, både for turismeaktørerne og for videnmiljøer og erhvervslivet, inden for de emner, kongresserne beskæftiger sig med. Men efter corona er markedet forandret, og konkurrencen er blevet endnu hårdere, så der skal kæmpes endnu mere for at vinde nye kongresser. Derfor griber vi den her unikke mulighed for at vise dem vores by og vores danske styrkepositioner inden for innovation og bæredygtige løsninger til potentielle kunder,” siger Kit Lykketoft, direktør for erhvervsturisme og events i Wonderful Copenhagen, og fortsætter:

    “Samtidig bruger vi anledningen til at sætte fokus på det store arbejde med den bæredygtige omstilling af turismen, og herunder også omstillingen hos hoteller og venues. I hovedstaden arbejder vi meget ambitiøst med bæredygtighed og er international front-runner. Derfor fremviser vi ikke kun vores bæredygtige løsninger for at sælge destinationen, men også for at inspirere og skubbe på i forhold til branchen internationalt.”

    Ud over programmet for hele eventen, vil PCMA annoncere en ny event om bæredygtighed for hele den europæiske møde- og kongresbranche.

    Wonderful Copenhagens indsats med at byde på og vinde nye kongresser er langsigtet og forudsætter et bredt samarbejde på tværs af offentlige og private aktører. Den fælles og koordinerede indsats sker i tæt samarbejde med de ca. 140 private aktører fra Meetingplace-netværket, der favner hele værdikæden.

    Kontakt:

    Uffe Hartmann email: ufh@woco.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13725936?publisherId=90810&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **