PRM / Danmarks nationale dronetestcenter og Mittarfeqarfiit A/S indgår samarbejde i Grønland

    Pressemeddelelse fra UAS Denmark Test Center

    Overvågning af enorme land- og havområder. Indsamling af vejr- og klimadata. Assistance i forbindelse med redningsaktioner til vands og til lands.

    Droneteknologi har et enormt udviklingspotentiale i og omkring Arktis. Derfor indleder Mittarfeqarfiit A/S, Grønlands lufthavne og Danmarks nationale dronetestcenter, UAS Denmark Test Center, nu et samarbejde om at tilbyde tests af droner under arktiske forhold. Det kommer til at foregå i Kangerlussuaq Lufthavn og det tilhørende luftrum.

    “Vi har gennem længere tid løbende fået henvendelser fra producenter af droner om at kunne teste, træne og demonstrere deres systemer under arktiske forhold. Derfor er vi meget glade for, at vi nu sammen med Mittarfeqarfiit A/S kan tilbyde den mulighed” siger Kim Kenlev, bestyrelsesformand i HCA Airport og medlem af UAS Denmark Test Centers styregruppe.

    “Med testfaciliteterne i Kangerlussuaq og samarbejdet med det nationale danske dronetestcenter er det vores ambition at stille faciliteter til rådighed for at udvikle en førerposition inden for udvikling og brug af ubemandede teknologier i Arktis,” siger administrerende direktør i Mittarfeqarfiit A/S, Henrik Estrup

    Ekstremt hårde miljøer

    Kangerlussuaq – tidligere Søndre Strømfjord – er valgt, fordi lufthavnen har nogle af de samme karakteristika som HCA Airport nord for Odense, hvor UAS Denmark Test Center har base: En fuldt operationel lufthavn med god plads og et stort luftrum med begrænset trafik.

    Droneproducenter og slutbrugere af droneteknologi vil således kunne teste både komplette dronesystemer og dronekomponenter under reelle arktiske forhold. Det vil ligeledes være muligt at gennemføre træningssessioner, service og vedligehold samt en række testaktiviteter.

    “Indtil nu har man som droneudvikler groft sagt været begrænset til at lægge sit udstyr ned i en fryseboks. Men i Kangerlussuaq kan man rent faktisk teste sit udstyr og sit personale under reelle arktiske forhold, hvor miljøet kan være ekstremt hårdt for dronens elektronik,” siger Michael Larsen, Head of UAS Denmark Test Center.

    Det er allerede nu muligt at benytte faciliteterne i Kangerlussuaq til dronetests. De forventes at være åbne hele året, men det vil afhænge af vejret.

    Kontakt:

    Michael Larsen, Head of UAS Denmark Test Center: +45 25 50 53 01/ lmla@hca-airport.dk

    Hans Okholm Vejrup, adm. direktør, HCA Airport: +45 20 70 70 21 / hov@hca-airport.dk

    Henrik Estrup, adm. direktør, Mittarfeqarfiit A/S: +299 58 44 60 / HENE@mit.gl

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/13723668?publisherId=13561547&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **