PRM / Vallensbæk: Alle partier bag svært budget for 2024 – 2027

    Pressemeddelelse fra Vallensbæk Kommune

    Med forliget om budgettet for 2024 – 2027 er Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti i Vallensbæk enige om, at der fortsat er en robust og bæredygtig økonomi.

    – Vi har kunnet samle en enig kommunalbestyrelse omkring dét her budget, der har været præget af besparelser. Alle partier kan se sig selv i budgettet. Lige så vigtigt er det, at vi fortsætter udviklingen af Vallensbæk i forhold til vores Udviklingsstrategi. Vi skal fortsat være en bæredygtig kommune, med et dynamisk arbejdsliv, et grønt byliv, fællesskaber på tværs og et sundt og godt liv. Ikke mindst prioriterer vi vores børn og unge i budgettet, siger Vallensbæks Borgmester, Henrik Rasmussen.

    Selv om Vallensbæk har været hårdere ramt af besparelser i år end tidligere, så har politikerne prioriteret økonomien så kommunen fortsat kan udvikle sig.

    Henrik Rasmusen (C) udtaler:

    “Vores børn og unge skal trives, derfor ansætter vi nu en trivselsguide der skal understøtte at alle trives.  Jeg er også meget tilfreds med, at vi stadig kan udvikle kommunen, med en ny daginstitution og udvikling af Vallensbæk Skole. Desuden har vi sat penge af til at gøre strandparken tidssvarende og vi fortsætter arbejdet med at modernisere og begrønne Vallensbæk bymidte.”

    Forudsætningen for Budget 2024

    Budgettet for 2024 og overslagsårene er blevet til i en tid, hvor kommunernes økonomi generelt er under pres. Og som udgangspunkt manglede der 82 mio. kr. i 2024 for, at Vallensbæk Kommune kunne få et budget i balance. Det skyldtes primært tre ting:

    • Udligningsreformen fra 2021 der slår fuldt igennem i 2025.
    • Udgifterne på det specialiserede område
      på både børne- og voksenområdet stiger markant.
    • Opgaveglidningen fra regionen til kommunen. Der betyder at Vallensbæk har etableret og skal opretholde døgnpladser til patienter.

    Men den samlede kommunalbestyrelse trak i arbejdstøjet og fik enderne til at mødes.

    Martin Nielson (A) udtaler:

    “Budget 2024 er en grim omgang besparelser. Men hvor er det godt, at vi får en trivselsguide, så vi kan forebygge den hastigt voksende angst og mistrivsel blandt vores børn og unge. Borgerrådgiver var et stort ønske, og så gik vi til valg på afskaffelse af distriktsledelsesmodellen. Nu får hver skole sin egen skoleinspektør, og daginstitutionerne deres egen ledelse. Vi føler i stor grad, at der er blevet lyttet til os, og derfor går vi med i budgettet.”

    Kenneth Kristensen Berth (DF) udtaler:

    “Vi har ønsket at friholde vores ældre for besparelser. Det er lykkedes. Social- og sundhedsområdet kommer ud med plus på bundlinjen. Vi er også glade for, at vi nu afskaffer distriktsmodellen på folkeskoleområdet, som vi har været imod fra starten. Vi beklager, at det har været nødvendigt at foretage visse nedskæringer. Ansvaret ligger på Christiansborg, der på trods af milliarder i statskassen IKKE har villet give kommunerne de penge, der er nødvendige for at opretholde den kommunale velfærd.”

    Jens Ove Bay (Ø) udtaler:

    “Den økonomiske situation har desværre gjort, at vi ikke kan undgå besparelser. Det har derfor været helt centralt for Enhedslisten at vi i dette budgetforlig får ansat en borgerrådgiver, som bl.a. kan sikre borgernes retsstilling. Ideen med en trivselsguide, som borgmesteren præsenterede under forhandlingerne, håber vi vil øge trivslen blandt børn og unge. Det har været afgørende for os at de besparelser, der desværre skal gennemføres, ikke rammer de allersvageste borgere.”

    Christian Skou Larsen, (SF) udtaler:

    “Det har været rigtig svært at komme i mål med dette budget grundet de nedskæringer, regeringen har tvunget os til at foretage. Det er aldrig sjovt at skære ned, og vi har ikke kunnet undgå, at Vallensbæk Kommunes borgere mærker konsekvenserne. Dog har kommunens partier talt godt sammen gennem denne proces, og det er positivt. Der er også enkelte lyspunkter i budgettet – bl.a. borgerrådgiveren, seksualundervisningen og børneguiden.”

    Vallensbæks politikere har også valgt at skære på administrationen.

    – Regeringen har pålagt alle kommuner at spare på administration. Det har vi også gjort i Vallensbæk Kommune. Udover udfordringerne med stigende priser og stigende omkostninger inden for specialområdet og ældreområdet – har vi fundet yderligere besparelser på ledelse og administration på 3,5 mio. kr., siger Henrik Rasmussen.

    Politikerne er blandt andet også enige om:

    • at der skal være mindst 30 mio. kr. i kassebeholdningen i det vedtagne budget 2024 og overslagsårene – med en ambition om, at kassebeholdningen på sigt skal stige yderligere i takt med befolkningsudviklingen
    • at kommunens gæld skal bringes ned
    • at der i budget 2024 bliver valgt selvbudgetteret udskrivningsgrundlag
    • at der i budget 2024 bliver fastholdt en udskrivningsprocent på 25,6
    • at det betingede balancetilskud på ca. 8,6 mio. kr. ikke bliver regnet ind i budgettet for 2024
    • at der bliver annulleret og reduceret i fire anlægsbevillinger i 2023 svarende til 17,5 mio. kr.
    • at der bliver låneoptaget 15 mio. kr. i 2023
    • at bufferpuljen for 2023 (5 mio. kr.) bliver lagt i kassen

    Med forliget om budgettet er der samlet set indarbejdet udgifter til kommunens serviceområder for ca. 975 mio. kr. i 2024. Hertil kommer bruttoanlægsudgifter for ca. 74 mio. kr.

    Læs hele budgetteksten her: https://www.vallensbaek.dk/Files/Files/Center%20for%20%C3%98konomi%20og%20Indk%C3%B8b/Budgetforlig%202024.pdf

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13724337&publisherId=13561163&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **