PRM / Danske forældre arbejder meget sammenlignet med andre vestlige EU-lande

    Pressemeddelelse fra AE – Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

    ARBEJDSMARKED

    I danske børnefamilier arbejder voksne i gennemsnit 27 timer om ugen, hvilket overgår 15 ud af de 26 andre EU-lande.

    Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af data fra Eurostat.

    “Arbejdstiden blandt danske børnefamilier er højere end i de fleste andre vestlige EU-lande. I modsætning til mange andre lande er det i Danmark nemlig typisk begge forældre, der arbejder, og ofte arbejder de begge fuldtid,” siger Sofie Holme Andersen, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

    Voksne i svenske og hollandske børnefamilier arbejder i gennemsnit 25 timer om ugen, mens finske forældre arbejder 24 timer og tyske 23 timer.

    “Det interessante er at se på, hvordan vi for eksempel ligger i forhold til vores nabolande, og der ligger vi faktisk højest,” siger Sofie Holme Andersen.

    “Tallene overrasker mig faktisk. Det tyder på, at danskere ikke rigtigt går ned i arbejdstid, når de får børn. Det er en af forklaringerne til, at arbejdstimerne er højere sammenlignet med mange andre EU-lande, hvor man ikke ser samme tendens,” siger Sofie Holme Andersen.

    Hun peger på gode muligheder for børnepasning, og at lønmodtagerne er produktive som årsag til, at danskerne i høj grad kan fortsætte med at arbejde mange timer, når de får børn.

    “Fordi vi har mulighed for at få passet vores børn, behøver vi ikke at gå på deltid eller helt forlade arbejdsmarkedet, når vi bliver forældre. Og når vi samtidig har en høj produktivitet, har vi mulighed for at opretholde levestandarden,” siger Sofie Holme Andersen.

    Læs analysen her

    Analysens hovedkonklusioner

    • I danske børnefamilier arbejder voksne i gennemsnit 27 timer om ugen. Det er mere end i de EU-lande, vi normalt sammenligner os med, og er kun overgået af to vestlige EU-lande (Grækenland med 28 timer og Portugal med 32 timer).
    • Den høje arbejdstid i Danmark skyldes især, at begge voksne arbejder i langt de fleste parfamilier med børn, og at langt de fleste arbejder fuldtid.
    • I Danmark er familiens samlede arbejdstid stort set den samme blandt unge par med og uden børn. Det står i kontrast til de fleste andre EU-lande, hvor kvinder i parfamilier med børn i meget høj grad står uden for arbejdsmarkedet eller arbejder på deltid.
    • Når arbejdstiden pr. beskæftigede dansker opgøres til lav sammenlignet med andre vestlige lande i andre undersøgelser, er det bl.a. en konsekvens af vores arbejdsmarkeds- og velfærdsmodel og ikke et udtryk for at familier generelt har en lav arbejdstid.

    Tabel: Danske børnefamiliers arbejdstid er høj sammenlignet med andre vestlige EU-lande

    Tabellen viser den faktiske ugentlige arbejdstid per voksen i parfamilier med 0-14-årige børn i de 27 EU-lande. Vesteuropæiske EU-lande er fremhævet med fed.

    Rangering

    Land

    Faktisk ugentlig arbejdstid per voksen I parbørnefamilier

    1

    Østrig

    22,9 timer

    2

    Tyskland

    23,0 timer

    3

    Italien

    23,2 timer

    4

    Finland

    24,2 timer

    5

    Sverige

    24,6 timer

    6

    Frankrig

    24,6 timer

    7

    Slovakiet

    25,3 timer

    8

    Holland

    25,3 timer

    9

    Spanien

    25,5 timer

    10

    Ungarn

    25,8 timer

    11

    Irland

    25,8 timer

    12

    Tjekkiet

    25,8 timer

    13

    Estland

    26,7 timer

    14

    Luxemburg

    26,9 timer

    15

    Belgien

    27,1 timer

    16

    Danmark

    27,2 timer

    17

    Letland

    28,3 timer

    18

    Slovenien

    28,3 timer

    19

    Grækenland

    28,3 timer

    20

    Cypern

    28,5 timer

    21

    Polen

    28,5 timer

    22

    Litauen

    28,7 timer

    23

    Malta

    29,3 timer

    24

    Bulgarien

    29,6 timer

    25

    Kroatien

    29,6 timer

    26

    Rumænien

    30,0 timer

    27

    Portugal

    31,7 timer

    Kilde: AE på baggrund af Eurostats Labour Force Survey

    Læs analysen her

    Kontakt:

    Cheføkonom Sofie Holme Andersen tlf.: 61 27 58 24 email: sha@ae.dk

    Kommunikationschef Jesper Kirkbak tlf.: 50 73 71 34 email: jk@ae.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13723698&publisherId=13560159&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **