PRM / Dan Jørgensen vil bruge FN’s generalforsamling til at lægge am-bitiøse grønne spor frem mod COP-forhandlinger

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    “Denne sommer er det blevet klart for de fleste, at klimaforandringerne ikke er en abstrakt trussel, der muligvis vil ramme i fremtiden. De rammer her nu – og de rammer med større og større kraft. Der er akut brug for global klimahandling, og det kræver ambitiøst internationalt samarbejde. FN’s generalforsamling er sidste gang, repræsentanter fra alle verdens lande mødes på politisk niveau før COP28, og derfor er det helt afgørende, at vi bruger generalforsamlingen til at få lagt sporene for de nødvendige ambitiøse beslutninger på årets COP,” siger minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen.

    Dan Jørgensen deltager ved generalforsamlingen, og med sig har han det største danske bidrag nogensinde til klimafinansiering til verdens udviklingslande. I finanslovsforslaget for 2024 lægges der op til at øge den grønne andel af udviklingsbistanden fra 30 til 35% til udviklingslandene – og dermed stiger den omkring 2 milliarder kr. Derudover skal han bl.a. mødes med ministre fra hele verden for at sætte en retning for, hvordan vi håndterer de tab de tab og skader, som klimaforandringerne fører med sig, og er vært for en højniveaudrøftelse af, hvordan vi bedre tænker klima- og udviklingsdagsordenen sammen.

    “Global opvarmning rammer hårdest i verdens mest sårbare lande og forværrer de problemer, der allerede findes der. Derfor er kampen mod klimaforandringerne også en kamp mod fx fattigdom, sult og konflikt. Samtidig har vi en forpligtelse til at hjælpe sårbare lande og samfund med at tilpasse sig og beskytte sig mod de klimaforandringer, vi ikke kan forhindre. Der er behov for en holistisk tilgang, og det er noget af det, jeg vil tale med mine kolleger om på generalforsamlingen. Derfor er jeg også glad for at kunne fortælle dem, at den danske regering vil bakke det op med ekstra milliarder til den grønne bistand, siger Dan Jørgensen.

    Derudover vil Dan Jørgensen sammen med sin sydafrikanske ministerkollega, Barbara Creecy, være vært for et ministerrundbord omkring det globale stocktake. Det globale stocktake henviser til, at der på COP28 skal gøres status over, hvor langt vi er fra at nå Parisaftalens mål – og landene skal blive enige om en ambitiøs retning for, hvordan vi opnår målene.

    “Det globale stocktake skal gerne blive det vendepunkt, vi har brug for i forhold til at få sat gang i den indsats, der skal få klimakrisen under kontrol. Og derfor er COP28 det vigtigste klimatopmøde siden COP28. Det er nu, vi sammen skal komme op med et troværdigt svar på, hvad vi har tænkt os at gøre for at komme på rette kurs. Der er meget på spil,” siger Dan Jørgensen. 

    Det emiratiske COP28-formandskab har givet Dan Jørgensen og Barbara Creecy til opgave at holde politiske konsultationer med en lang række forhandlingsgrupper og lande for at kortlægge deres positioner og kortlægge, hvilke muligheder, der er for at blive enige om et forhandlingsresultat om det globale stocktake, der for alvor skubber verden i en grønnere retning.

    På COP28 vil mere vedvarende energi og fossil udfasning også være centrale spørgsmål. Danmark arbejder netop for en hurtigere global grøn energiomstilling gennem alliancerne Beyond Oil and Gas Alliance (BOGA) og Global Offshore Wind Alliance (GOWA). Danmark er stiftende og ledende medlem af begge alliancer, som arbejder for henholdsvis global udfasning af olie- og gasproduktion og en massiv udbygning af havvind globalt. Begge alliancer vil under FN’s generalforsamling samle ambitiøse regeringer, virksomheder og andre aktører for at fortsætte samarbejdet for at accelerere den globale grønne omstilling. 

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13723892&publisherId=2012662&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **