PRM / KL: Kirkers vetoret til at bekæmpe vindmøller hører fortiden til

    Pressemeddelelse fra KL

    På trods af store ambitioner, går det langsomt med at få rullet den grønne strøm ud til danskerne. Det betyder, at der snart skal ske noget drastisk, hvis Folketinget skal nå sit mål om at firedoble den samlede elproduktion fra vindmøller og solceller inden 2030.

    Alligevel lægger regeringen nu op til, at kirkers stifter med den nye planlov får ret til at nedlægge veto over halvdelen af de danske arealer.

    Nye kort fra KL på baggrund af tal fra Kirkeministeriet viser, at kirkers stifter med den nye lov kan nedlægge veto mod al vedvarende energi inden for en kilometers afstand fra en kirkebygning. For vindmøller på 250 meter har kirkernes stifter vetoret op til to kilometer fra kirkens arealer. Det svarer til halvdelen af Danmarks samlede areal.

    “Det siger sig selv, at det ikke er en gangbar vej, at regeringen lægger op til at give kirker vetoret til at bekæmpe vindmøller over halvdelen af landets areal. Særligt nu, hvor det er afgørende at sikre momentum i den grønne omstilling, er det i den grad på tide at få stoppet kirkers særret mod opførelse af vedvarende energi. Derfor har vi også sendt et fælles brev til kirkeministeren og klimaministeren, hvor vi kraftigt opfordrer regeringen til at overveje konsekvenserne af lovforslaget, der netop har været i høring,” siger Birgit S. Hansen, formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg.

    Mangler konkrete initiativer fra regeringen

    Det er første gang, der fastsættes en konkret afgrænsning af, hvor store arealer kirker kan bestemme over.

    “Kirkers konkrete særret er stort set dét eneste konkrete initiativ, vi har set fra regeringen, siden kommunerne for halvandet år siden blev bedt om at firedoble grøn strøm på land. En ret som tilmed spænder ben for den grønne omstilling og hører fortiden til,” slår Birgit S. Hansen fast og fortsætter:

    “Der er faktisk flere statslige love og nationale interesser, der forhindrer, at vi hurtigst muligt får markant flere solceller og vindmøller. Derfor skal der nye og bedre rammer til, hvis kommunerne skal stå på mål for Folketingets energimål. Og her er kirkers vetoret et stort skridt i den forkerte retning.”

    Kontakt:

    KL’s pressevagt tlf.: 33703333

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13723880&publisherId=13559771&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **