Pressemeddelelse fra Blå Kors Danmark
Der var store smil hos medarbejdere og frivillige i Barnets Blå Hus i Vesthimmerland, da beskeden om en ny donation tikkede ind.
Spar Nord Fonden donerer 350.000 kr. til det vesthimmerlandske behandlingstilbud Barnets Blå Hus, som hjælper børn, unge og deres familier, der oplever udfordringer på grund af alkohol- og stofmisbrug i familien.
“Vi er meget glade og taknemmelige for donationen. Det betyder, at vi kan fortsætte vores arbejde og aktiviteter med børnene og være det fristed, de har brug for,” siger Ole Smed, der er leder af Barnets Blå Hus i Vesthimmerland.
Meningsfulde fællesskaber
Barnets Blå Hus drives af Blå Kors Danmark og er et tilbud om gratis terapi, sparring, fællesspisning og andre sociale aktiviteter til børn i alderen 0-20 år og deres forældre.
Her er der fokus på at møde børn og unge i øjenhøjde og lytte til dem. Det er samtidig et sted, hvor børnene kan møde andre i samme situation, og som giver dem oplevelsen af ikke at være alene i verden med deres tanker og udfordringer.
“Donationen skal blandt andet gå til vores aktiviteter for børn og unge, hvor vi fx tilbyder fællesspisning og udflugter,” lyder det fra Ole Smed, som fortsætter:
“Lige så vigtigt er det, at vi med donationen kan bibeholde de gode medarbejdere og frivillige, der hver dag er med til at gøre en kæmpe forskel for børnene.”
Hos Spar Nord Fonden er der stor opbakning til Barnets Blå Hus.
“Barnets Blå Hus gør et vigtigt stykke arbejde for udsatte børn og unge i vores samfund. De forstår at omsætte deres vision til konkrete initiativer og hverdagsnære arrangementer, som kan gøre en stor forskel for de pågældende familier. Det vil vi gerne bidrage til,” siger fondsdirektør i Spar Nord Fonden, Bo Uggerhøj. Han tilføjer:
“Derudover vil vi gerne bakke op om de mange frivillige kræfter, som bidrager til arbejdet. Det frivillige engagement er en vigtig drivkraft i rigtig mange foreninger rundt omkring i Danmark.”
Kædereaktion af gode idéer
Barnets Blå Hus fik den glædelige nyhed under årets sommerlejr, og det gav anledning til gode snakke med flere forældre til børnene på lejren.
“Det var helt fantastisk, og flere forældre blev virkelig tændt af det. Der var en oplevelse af at rykke sammen i bussen,” siger Ole Smed og uddyber, at det skabte en kædereaktion af gode initiativer fra forældrene.
“Vi fejrede den flotte donation med is til alle,” slutter han.
Børnene og deres forældre kommer fast i Barnets Blå Hus, mens de deltager i terapitilbud. Familierne kan komme anonymt og uden visitation fra kommunen.
Kontakt:
For yderligere information kontakt venligst:
Ole Smed, leder af Barnets Blå Hus Vesthimmerland, 6124 1469, ols@blaakors.dk
Pressekontakt: Mette Ankerstjerne Christiansen, Blå Kors Danmark, 2834 4319, mae@blaakors.dk
Bo Uggerhøj, fondsdirektør, Spar Nord Fonden: 2016 5850, bo@sparnordfonden.dk.
Presseservice: Katrine Løvgaard, Spar Nord Fonden: Tlf.: 9218 1510, katrine@sparnordfonden.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **