PRM / ‘Hjertegalla 2023’ samler 35.730.713 kroner ind til Hjerteforeningen

    Pressemeddelelse fra TV 2 Danmark

    Danskerne viste sig igen i år fra deres godhjertede side og donerede imponerende 35.730.713 kroner under indsamlingsshowet ‘Hjertegalla 2023’ på TV 2 Charlie og TV 2 Play.

    Værterne Michèle Bellaiche og Christian Degn tog alle igennem en gribende aften med rørende historier fra danskere, der alle har hjertesygdomme tæt inde på livet. Undervejs kunne bilentusiast og medvært Anna Stokholm også glæde fire heldige og gavmilde seere, der hver vandt en bil.

    Blandt aftenens prominente gæster var tidligere fodboldspiller Michael Laudrup, danser Thomas Evers Poulsen og sangerinde Maria Lucia, der som ambassadører for Hjerteforeningen har hjulpet en række børn med at samle ind til kampen for hjertet. Børnene kunne her løfte sløret for, hvor meget det er lykkedes dem og deres ambassadør at samle ind.

    null

    Annette Heick og Caspar Phillipson på scenen ved ‘Hjertegalla 2023’. (Foto: Per Arnesen/TV 2)

    Som altid leverede store danske kunstnere sprøde toner til aftenens indsamling, og seerne kunne opleve Ericka Jane, Wafande, L.I.G.A. og den nyslåede duo med Annette Heick og Caspar Phillipson på scenen i Hangar 145 i København.

    Hyldest til ‘Årets Hjerteredder’

    Sundhedsminister Sophie Løhde lagde vejen forbi indsamlingsshowet for at overrække prisen som ‘Årets Hjerteredder’. Prisen gik til 17-årige Jesper Johansen.

    I 2022 er Jesper alene hjemme med sin mor, mens resten af familien er i udlandet og på højskole, da han finder sin mor livløs på kontoret. Med hjælp fra alarmcentralen giver Jesper sin mor hjertemassage, indtil ambulanceredderne kommer og tager over, og han redder dermed sin mors liv.

    null

    Sundhedsminister Sophie Løhde med ‘Årets Hjerteredder’, Jesper Johansen. (Foto: Per Arnesen/TV 2)

    Jespers mor er i dag rask og uden mén, og de to har nu et helt særligt bånd.

    Læs hele Jespers historie på tv2.dk

    En stor tak til danskerne

    Det er tolvte gang, at TV 2 Charlie og Hjerteforeningen går sammen i den gode sags tjeneste, og hos TV 2 er man både glad og stolt over TV 2-seernes gavmildhed:

    – ‘Hjertegalla’ er en af årets store fester på TV 2 Charlie, og vi er som altid meget glade for at kunne lægge platform til en god sag. Det er rørende at se danskernes gavmildhed, og vi er stolte af, at ‘Hjertegalla’ har været med til at gøre en forskel for de hjertesyge og deres pårørende over en lang årrække, siger TV 2s redaktør Mads Volck.

    Hos Hjerteforeningen er der også stor begejstring for det imponerende indsamlingsresultat:

    – Hjertesagen er meget vigtig, for den berører mange familier. Derfor er jeg også overvældet over den store opbakning fra danskerne. Igen i år er det strømmet ind med store og små donationer, og de er hver og en med til at støtte kampen mod hjertesygdom. Af hjertet tak, siger Hjerteforeningens adm. direktør, Anne Kaltoft.

    ‘Hjertegalla 2023’ blev sendt direkte på TV 2 Play og TV 2 Charlie lørdag 16. september og kan genses på TV 2 Play.

    Kontakt:

    TV 2 Kommunikation tlf.: 65218000 email: presse@tv2.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13723677&publisherId=2298764&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **