Pressemeddelelse fra Vejdirektoratet
På en helt almindelig hverdag kører et sted mellem 115.000-125.000 biler på Amagermotorvejen, og dermed er motorvejen en af de mest belastede i Danmark. De lange køer og støjgener bliver ikke mindre de kommende år, og Vejdirektoratets beregninger viser, at trafikken vil stige til mellem 150.000 og 170.000 biler pr. hverdagsdøgn ved udgangen af dette årti.
Blandt andet derfor har et bredt flertal i Folketinget besluttet at udbygge Amagermotorvejen fra og med 2024. Det sker som et led i den politiske aftale “Infrastrukturplan 2035”. Første skridt mod realiseringen af udbygningsprojektet er at gennemføre en miljøkonsekvensvurdering, og den er nu klar. Her kan man læse om et anlægsprojekt, der er udformet med særlig fokus på at forbedre fremkommeligheden på Amagermotorvejen og vejbetjeningen af Avedøre Holme samt at reducere støjpåvirkningen af boligområderne langs motorvejen. Derudover er det tilstræbt at begrænse påvirkningen af de fredede og beskyttede områder ved udformningen af udbygningsprojektet.
Som en integreret del af udbygningsprojektet bliver der opsat omkring 12,5 km støjafskærmning, hvoraf de 7,5 km forventes at blive ni meter høje. Støjberegningerne viser, at støjskærmene vil nedbringe antallet af støjbelastede boliger (over 58 dB) med mere end 3.500 boliger.
“Den sidste lange tid har vi brugt på at vurdere, hvad en udbygning af Amagermotorvejen får af betydning for trængsel, støjniveau, miljø og samfundsøkonomi – og ikke mindst de mange mennesker, der bor tæt på og må leve med motorvejen. Nu er vi spændte på, hvad der kommer ind af kommentarer i den offentlige høring,” siger projektchef Niels Fejer Christiansen fra Vejdirektoratet.
Miljøkonsekvensvurdering
En miljøkonsekvensvurdering har til formål at beskrive, hvilke konsekvenser et projekt har for miljø, befolkning, dyr, planter, kulturarv og lignende.
På den måde er miljøkonsekvensvurderingen for Amagermotorvejen med til at sikre, at udbygningsprojektet bliver udformet og gennemført, så det er til mindst mulig gene for naboer, natur og andre omgivelser.
Høringen er sat i gang
Høringsperioden bliver indledt fredag 15. september og løber frem til mandag 13. november 2023. Her kan alle give deres holdning til kende om indholdet af den netop offentliggjorte miljøkonsekvensvurdering. I begyndelsen af oktober bliver der afholdt et borgermøde i Hvidovre.
Miljøkonsekvensrapporten og andet relevant materiale om udbygningsprojektet kan findes på Vejdirektoratets hjemmeside, hvor det også er muligt at indsende høringssvar. Når høringsperioden er afsluttet, udarbejder Vejdirektoratet et høringsnotat med resumé af indsendte høringssvar plus Vejdirektoratets eventuelle bemærkninger.
Kontakt:
Vejdirektoratets pressetelefon tlf.: 51 83 33 93
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **