Pressemeddelelse fra Det Kongelige Teater
Torsdag den 21. september danser Den Kongelige Ballet for sidste gang i denne sæson Skotsk symfoni og Sylfiden. Forestillingen bliver helt ekstraordinært tilegnet forfatter, universitetslektor og underviser i ballethistorie for flere generationer af dansere på Det Kongelige Teaters Balletskole Erik Aschengreen, der døde lørdag den 9. september.
“Erik Aschengreen var for generationer af dansere ved Den Kongelige Ballet den lysende og generøse lærer, der foldede ballethistorien ud, så man indså Bournonvilles og Nijinskis betydning og forstod, hvad man stod på skuldrene af som kunstner,” siger balletmester Nikolaj Hübbe. “Eriks betydning for dans i Danmark, er uden sammenligning.”
De fleste tilknyttet Den Kongelige Ballet har på en eller anden måde stiftet bekendtskab med Erik Aschengreens generøse, vittige og overdådige viden om Den Kongelige Ballet. Han var ikke til at komme uden om. Med sin charme, sit vid og sin elegante humor overbeviste han os alle om vigtigheden af at hengive os til ballet. Det gjaldt både dansere og publikum, men også de ansatte bag scenen. Derfor bliver Skotsk symfoni og Sylfiden, der var den sidste forestilling, Erik Aschengreen så i Det Kongelige Teater for under to uger siden, dedikeret til ham den 21. september. Bisættelsen sker samme dag fra Christianskirken.
“Når en forestilling er rigtig god,” fortalte Erik Aschengreen en gang om Sylfiden, “så går man derfra og føler, at man selv kan danse.” Den 21. september danser Den Kongelige Ballet til ære for Erik Aschengreens liv og minde.
Kontakt:
PR- og presseansvarlig, ballet Anna-Katarina Gravgaard tlf.: +45 61 70 84 94 email: akgr@kglteater.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **