PRM / Løftebrud: EU formand svigter millioner af dyr i Europas stalde

    Pressemeddelelse fra World Animal Protection Danmark

    “Von der Leyens tavshed om EU’s længe ventede dyrevelfærds-reform, er desværre en klar indikation på, at Kommissionen nu vil droppe den lovede dyrevelfærds-reform, hvilket er dybt nedslående – og et soleklart løftebrud”, siger World Animal Protections kampagnechef, Esben Sloth, efter von der Leyens tale onsdag..

    For mere end to år siden var World Animal Protection, sammen med 70 andre organisationer, med til at aflevere næsten halvanden million underskrifter fra EUs borgere med borgerforslaget ‘End The Cage Age’, der som hovedpunkt krævede forbud mod tremmer og bure i landbruget.

    Juni 2021 vedtog Europa Parlamentet så ‘End The Cage Age’ med overvældende flertal (558 mod 37), og samme måned tiltrådte EU Kommissionen det populære forslag.

    Ved den lejlighed sagde EU Kommissionens fødevare og -sundhedskommissær, Stella Kyriakides, at der skulle ske store forandringer i landbruget inden 2027:
    “Målet er krystalklart: Et miljø i det industrielle landbrug uden tremmer og bure. Det er ikke bare et etisk spørgsmål, men også et spørgsmål om miljø og sundhed,” sagde Kyriakides. 

    Grøn charmeoffensiv i Danmark

    Dette efterår skulle Kommissionen have præsenteret en stærkt forbedret lovgivning om dyrevelfærd, der blandt andet ville betyde udfasning af bure og tremmer for høns, grise, kalve og en række andre landbrugsdyr. Samt en lang række andre væsentlige forbedringer.

    “Men nu ser det ud som om de er løbet fra deres løfter,” siger Esben Sloth:
    “Det er fint, at von der Leyen kommer til Danmark for at indvie grønne skibe sammen med Mette Frederiksen og Mærsk, men det ligner unægteligt en grøn charmeoffensiv, når hun samtidig svigter de soleklare løfter om bedre forhold for millioner af dyr, der lider hver dag i Europas mørke stalde. Hvis man vil signalere bæredygtighed og miljø, kommer man ikke uden om dyrevelfærden,” siger Esben Sloth, mens Niels Fuglsang (MEP S) ligeledes er dybt skuffet, og kalder EU formandens løftebrud ‘en demokratisk skandale”.

    “Jeg fatter ikke, at Kommissionen ikke er mere lydhør overfor EU’s befolkninger på dette område. Dyrelovgivningen er en del af EUs ‘Green Deal’ og en af de få elementer, som stadig mangler at blive ført ud i livet. Det er næsten ubærligt, hvis det heller ikke i denne omgang bliver dyrene, der bliver prioriteret”, siger Niels Fuglsang, der er næstformand for EU Parlamentets dyrevelfærdsgruppe.

    Kontakt:

    Pressechef Kenan Seeberg tlf.: +45 21731722 email: kenanseeberg@worldanimalprotection.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13723096&publisherId=13560081&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **