PRM / Vandreentusiaster går Caminoen til fordel for BørneTelefonen

    Pressemeddelelse fra Børns Vilkår

    For andet år i træk afholder Børns Vilkår Gå for BørneTelefonen. Siden marts har de 54 tilmeldte travet Danmark tyndt, mens de har samlet ind til Børns Vilkårs arbejde med at drive BørneTelefonen. På søndag starter deres ugelange fællesvandring på Caminoen, der officielt markerer afslutningen på indsamlingsprojektet. 

    Deltagerne har foreløbigt indsamlet mere end 695.000 kroner. Det har de gjort ved at lave sponsoraftaler med virksomheder i deres lokalmiljø, ved at oprette indsamlinger på sociale medier og ved at afholde foredrag, workshops, fællesspisninger, loppemarkeder og lignende. Den kommende uge kulminerer deres vandretræning med en rejse til Nordspanien, hvor alle hold stimler sammen og tilbagelægger omkring 115 kilometer af Caminoen.

    “Jeg håber, at deltagerne får en fantastisk tur på Caminoen. Jeg er meget imponeret over, hvor godt de har klaret de seneste måneders træning og indsamling. Takket være deres indsats, kan vores frivillige rådgivere tale med endnu flere af de mange børn og unge, som kontakter BørneTelefonen eller vores ungerådgivning HØRT hver eneste dag. Det kan deltagerne være rigtig stolte af,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår. 

    Foruden at være et indsamlingsevent er det Børns Vilkårs ambition, at Gå for BørneTelefonen skal bidrage til, at endnu flere tilbringer tid i naturen og bliver en del af et positivt fællesskab.

    “Det har været utroligt inspirerende at møde en flok seje kvinder, som alle brænder for den samme vigtige sag. Det, at vi har vandret sammen hver søndag, har gjort, at vi er blevet rystet godt sammen. Vi taler allerede om, at samværet helt sikkert fortsætter efter projektet,” siger Trine Rosendal, der har deltaget i Gå for BørneTelefonen 2023 som holdleder for Hold Nordsjælland. 

    Overskuddet fra Gå for BørneTelefonen går blandt andet til at rekruttere og uddanne flere frivillige rådgivere, så der altid sidder en lyttende voksen klar, når børn og unge har brug for det. Sidste år havde BørneTelefonen og HØRT til sammen flere end 60.000 samtaler med børn og unge.

    Fakta om Gå for BørneTelefonen

    • Det er anden gang, Børns Vilkår afholder Gå for BørneTelefonen, som er et indsamlingsevent og vandrefællesskab, hvor hold fordelt over hele landet gennem træning og indsamling sætter fokus på BørneTelefonen
    • Pengene, der samles ind ved Gå for BørneTelefonen, går til at sikre drift og udvikling af BørneTelefonen. Sidste år havde de frivillige rådgivere over 60.000 samtaler med børn og unge. Nogle af de hyppigste emner var forholdet mellem barn og forældre, forelskelse og ensomhed
    • For at være en del af Gå for BørneTelefonen skal man være fyldt 18 år og skrive en motiveret ansøgning. Man forpligter sig til et socialt gå-fællesskab, der indsamler midler til BørneTelefonen og træner op til at gå et stykke af Caminoen i Nordspanien med afslutning i Santiago de Compostela. Dagsruterne på Caminoen er på mellem 16 og 29 km og giver en samlet tur på ca. 115 km
    • Syv hold er tilmeldt i 2023 med i alt 54 deltagere
    • Gå for BørneTelefonen fortsætter i 2024, og rekruttering af deltagere går i gang i løbet af efteråret. Hvis man vil samle et hold eller blot høre mere, kan man skrive til gfb@bornsvilkar.dk

    Kontakt:

    Presserådgiver Gitte Meyer Madsen tlf.: +4529421514 email: gmm@meyermedier.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13707455&publisherId=2720852&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **