PRM / Sønderjysk Forsikring bidrager til sikkerheden i Agerskov Frivillige Brandværn

    Pressemeddelelse fra Sønderjysk Forsikring

    Arbejdsopgaverne for en frivillig brandmand spænder bredt – lige fra brand, færdselsuheld til miljøuheld, og så skal sikkerheden være i orden. For det er vigtigt, at vores hverdagshelte – brandmændene – føler sig trygge ved at tage af sted på den mission, de bliver kaldt ind til.

    Agerskov Frivillige Brandværn modtager støtte

    Agerskov Frivillige Brandværn er en af de 10 frivillige brandværn, som har modtaget støtte i år. Michael Warberg Sørensen er frivillig brandmand i Agerskov Frivillige Brandværn og har siden 2014 brugt fritiden på at hjælpe andre i nød. En rigtig hverdagshelt, som brænder for at gøre en forskel, for som han siger: “Det giver et kick at kunne gøre en forskel for dem, som ikke selv kan. Det at yde noget ekstra og hjælpe, det er det, vi er her for.”

    Sammen med sine kollegaer har Michael søgt om støtte hos Sønderjysk Forsikring til et nyt termisk kamera. For med 30-40 udkald om året, bliver deres brandudstyr nedslidt med tiden. Det termiske kamera kan bruges ved indsatser af holdleder og røgdykkere til at tjekke varmeforskelle, f.eks. ved personeftersøgning under brand i bygninger. “Normalt vil røgdykkerne kravle rundt og kan ikke se noget i røgen, men med et termisk kamera kan de gå oprejst og lynhurtigt eftersøge hele bygningen på ingen tid, fordi kameraet kan se alt igennem røgen. Indsatsen er hurtigere og det har en stor betydning for mandskabets sikkerhed, for de undgår at være i den skadelige røg mere end højst nødvendigt. Så det er helt klart et vigtigt hjælpeværktøj for os,” fortæller Michael.

    Stor betydning for lokalsamfundet

    De frivillige brandværn i Sønderjylland er en særlig tradition, som stammer fra Tyskland. De frivillige brandmænd i Agerskov har en helt særlig rolle i lokalsamfundet, for de har siden 1939 været med til at sikre en tryg hverdag døgnet rundt for borgerne. Michael uddyber: “Vi kan rykke hurtigt ud, når alarmen går, og det har en stor betydning. Det giver bare en ekstra tryghed i lokalbefolkningen, at der ikke skal komme et brandværn langvejs fra, men at vi kan sætte hurtig ind, når der er brug for det.” Den vigtigste opgave for brandmændene er nemlig at gøre en forskel i fællesskab og hjælpe andre.

    Derudover deltager Agerskov Frivillige Brandværn i forskellige lokale aktiviteter og arrangementer, hvor de oplever stor opbakning. Brandværnet arrangerer flere sociale initiativer i løbet af året, bl.a. en sommerfest, juletræsfest og et bilorienteringsløb til den årlige byfest, hvor omkring 150 af de lokale deltager.

    Et unikt fællesskab på brandstationen

    Agerskov Frivillige Brandværn, som i dag består af 28 medlemmer, vægter kammeratskabet højt. Michael fortæller, at det som at have en ekstra familie: “Vores sammenhold her på stationen er helt specielt. Mange misunder os, når de hører om det, for vi har ligesom en ekstra familie. Når vi arbejder her, skal vi kunne stole 200% på hinanden hver eneste gang alarmen lyder. Så det fællesskab vi har hernede, til vores øvelser og sociale arrangementer, er helt unikt.”  

    Tilskudspuljen fra Sønderjysk Forsikring

    Hvert år kan de frivillige brandværn søge om tilskud hos Sønderjysk Forsikring. Tilskudsbeløbene ligger mellem 5.000 – 25.000 kr. og uddeles primært til beklædning og udstyr, som er med til at styrke brandmændenes sikkerhed.

    Når der sker en ulykke, er det afgørende, at hjælpen er hurtigt fremme. Vi er heldige, at vi har de frivillige brandværn i Sønderjylland, som bruger deres fritid på at sikre tryghed i lokalsamfundet. Brandmændene gør en kæmpe indsats, som Sønderjysk Forsikring selvfølgelig støtter op om. Derfor fortsætter vi med tilskudspuljen for at styrke sikkerheden,” fortæller Adm. direktør Frank Abel.

    Kontakt:

    Adm. direktør Frank Abel tlf.: 20 58 22 57 email: fab@soenderjysk.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13719880&publisherId=13561333&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **