PRM / Bedst blandt de største: Esbjerg Kommune i top ti på DI’s liste over erhvervsvenlighed

    Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune

    DI har netop offentliggjort den årlige måling af kommunernes erhvervsvenlighed. Resultatet bliver modtaget med glæde i Esbjerg Kommune, som rykker op i top ti over de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark baseret på virksomhedernes egne vurderinger. Samtidig er det den bedste placering Esbjerg Kommune har fået de seneste 10 år.

    “Det er en markant fremgang for en kommune af Esbjergs størrelse, og jeg glæder mig meget over topplaceringen. For mig vidner det om, at virksomhederne har en oplevelse af, at Esbjerg Kommune er en medspiller i hverdagen”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

    Vigtig førsteplads

    Lokale virksomheder har vurderet Esbjerg Kommune i ti forskellige kategorier, og i kategorien vedrørende Infrastruktur og Transport tager Esbjerg en flot førsteplads.

    “Infrastrukturen er alfa og omega for mange af virksomhederne i vores område, derfor glæder det mig, at virksomhederne anerkender, at vi prioriterer dette område fra kommunens side”, siger Jesper Frost Rasmussen.

    “Det er rigtigt flot at blive nr. 1 i lige netop den kategori. Der er mange kommuner som har rigtig stor fokus på infrastrukturen, men det kræver mange års målrettet indsats og fokus på området at nå så flot en placering, og det er der al mulig grund til at rose Esbjerg for”, siger formand for DI Sydvestjylland Jesper Toft Mathiasen, koncernchef i Claus Sørensen Gruppen.

    Fokus på uddannelser og arbejdskraft

    I undersøgelsen har virksomhederne også haft mulighed for at pege på emner, som Esbjerg Kommune bør prioritere. At valget falder på både uddannelser og arbejdskraft overrasker ikke borgmester Jesper Frost Rasmussen.

    “På de fronter har vi sat flere initiativer i søen fx Education Esbjerg, som skal tiltrække flere uddannelser og studerende til kommunen, mens der via Green Skills arbejdes på at sikre, at virksomhederne kan rekruttere medarbejdere med de rette kompetencer. Vi deler altså en dagsorden om, hvordan virksomheder og kommunen kan imødekomme erhvervslivets behov for kvalificeret arbejdskraft”, siger Jesper Frost Rasmussen.

    Når virksomhederne udelukkende skal vurdere erhvervsvenligheden, lander Esbjerg på en 8. plads.

    “Vi bruger resultatet til at fortsætte og udbygge den gode dialog, der er mellem virksomheder og kommuner. Det gælder alt fra jobformidling og byggesagsbehandling til et fælles engagement i at blive en CO2 neutral kommune i 2030”, slutter Jesper Frost Rasmussen.

    Kontakt:

    Jesper Frost Rasmussen, borgmester, Esbjerg Kommune, tlf. 27 24 18 00, jesra@esbjerg.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13719940&publisherId=13560064&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **