PRM / Innovativ kunstudstilling kaster lys over fremtidens digitale arbejdsformer med teknologisk kunst

    Pressemeddelelse fra Kulturværftet & Toldkammeret

    Fjern- og hybridarbejde vil helt sikkert være en del af fremtidens arbejdsformer, men hvordan skal næste generation af Zoom og Teams se ud? Forskningsprojektet REWORK: The Futures of Hybrid Work undersøger digitale teknologier til hybridarbejde. Som en del af projektet arbejder projektets deltagende forskere og virksomheder sammen med kunstnere, hvilket åbner op for nye veje til løsninger på udfordringer som eksempelvis “Zoom-træthed”:

    “I forskningsverdenen undersøger vi ting, der allerede er sket, hvorimod kunstnere forestiller sig scenarier og løsninger, der endnu ikke er realiseret. De udfordrer status quo og bryder grænser, og det har vi brug for i arbejdet med at designe fremtidige løsninger,” fortæller Pernille Bjørn, professor ved Datalogisk Institut på Københavns Universitet (DIKU).

    Det er kunstnerne Stine Deja, Jakob La Cour, Line Finderup Jensen og Mirabelle Jones, som vil tage os med på en inspirerende rejse gennem deres kunst-prototyper af fremtidens hybride arbejdsformer. Ved hjælp af bl.a. virtual reality og interaktiv videokunst vil de skubbe til grænserne for, hvad der er muligt i dag. Også unge kunstnere fra Kulturværftets uddannelse for ung samtidskunst – BGK Artlab – vil på udstillingen bidrage med deres bud på plads-uafhængige og hybride arbejdsforhold.

    “Den hybride arbejdsplads er mere end onlinemøder. Vi er glade for at kunsten inviteres med ind i det forskningsrum, der skal give et bud på, hvordan vi kan udvikle og optimere fremtidens arbejdsplads,”
    siger Barbara Scherfig, projektleder ved Kulturværftet.

    Deltagelse er gratis, men tilmelding er nødvendig på:

    https://kuto.dk/lobende_events/research-and-art-exhibition-rae2/

    Læs mere om REWORK-forskningsprojektet her: https://kuto.dk/kutek/rework

    Praktisk

    Dato: 21. september

    Tid: 16.00-18.00

    Sted: KU Lighthouse, Tagensvej 16A, 2200 København N

    FAKTA

    Om forskningsprojektet REWORK

    Hvordan ser næste generation af Zoom og Teams ud? Det spørgsmål har forskere og virksomheder sat sig for at udforske i projektet REWORK. Her samles forskere fra universiteter over hele Danmark samt flere industrielle samarbejdspartnere. Målet er at designe og udvikle værktøjer og processer som kan støtte organisationer i at udforske og forberede sig på et vellykket samarbejde i fremtiden. Projektet er bevilget af DIREC – Digital Research Centre Denmark. Læs mere om projektet på DIREC’s hjemmeside.

    Om de medvirkende

    Stine Deja udforsker det uhyggelige og til tider absurde i vores landskaber, liv, kroppe og miljøer gennem medier som skulptur, 3D-animation, lyd og immersive installationer.

    Jakob La Cour skaber oplevelser inden for extended reality og performancekunst, der trækker på gamle og traditionelle ritualer og praksisser i kombination med moderne teknologier. 

    Line Finderup Jensen undersøger tidligere og fremtidige menneskelige oplevelser og virkelighedens natur gennem videoer, VR, interaktive 3D-animerede spil og malerier.

    Mirabelle Jones er kunstnerisk forsker og kreativ teknolog og udforsker etiske spørgsmål inden for kunstig intelligens gennem deltagende kunstnerisk forskning.

    BGK Artlab er en uddannelse under Kulturværftet for unge mellem 15-25 år, som ønsker at dygtiggøre sig inden for billedkunsten. Eleverne har været en del af ReWork-forskningsprojektet og bidraget til udstillingen bl.a. på baggrund af en workshoprække med Line Finnerup Jensen omkring visualiseringer i 3D.

    Om arrangørerne

    Datalogisk Institut, Københavns Universitet

    Datalogisk Institut på Københavns Universitet (DIKU) er Danmarks første datalogiske institut etableret af Peter Naur i 1970. Siden da har instituttets forskere og kandidater dannet grundlag for samfundets accelererende teknologiske transformation, og instituttets forskningsmiljø og resultater har gjort det til et af Europas førende og mest attraktive datalogiske institutter.

    Kulturværftet

    Kulturværftet er Helsingørs kulturcenter for kunst, musik, festivaler, litteratur og kreativ uddannelse. Parallelt med de daglige kulturelle aktiviteter arbejder Kulturværftet med en række tematiske spor, kunstneriske udviklingsprojekter, forskning og produktioner, især inden for krydsfeltet mellem kunst og teknologi med fokus på inklusion, mangfoldighed, og hvordan ny teknologi og eksperimentel samtidskunst påvirker vores samfund og demokrati. REWORK-projektet er en del af dette område.

    Kontakt:

    PR, Kommunikation og Marketing Anne Borg tlf.: +45 41 86 94 23 email: abo03@helsingor.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13719700&publisherId=13561482&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **