PRM / Nøglehullet er populært – men mange ved ikke, hvad det står for

    Pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen

    Stort set alle forbrugere kender Nøglehullet, og en tredjedel kigger efter det, når de handler. Det viser rapporten ‘Danskernes sundhed 2022 – om kost, klima og madvaner’, som Epinion har lavet for Fødevarestyrelsen.

    I rapporten siger ca. 30 pct. af forbrugerne, at de går efter nøglehulsmærkede produkter hver gang eller de fleste gange, de køber brød, mælk, ris, mel og pasta.

    Men samtidig viser undersøgelser, at mange forbrugere ikke rigtig ved, hvad mærket står for. Derfor er der brug for at sætte spot på Nøglehullet, siger enhedschef i Fødevarestyrelsen Anne Pøhl Enevoldsen:

    – Det er positivt, at så mange navigerer efter Nøglehulsmærket, når de handler. Men vi vil gerne have endnu flere til at vælge Nøglehullet, fordi det gør det nemmere at træffe sunde valg. Mærket guider forbrugerne til at købe mad med flere fuldkorn og kostfibre, og mindre fedt og salt, siger hun.

    Flere køber Nøglehullet, når det er synligt

    Fødevarestyrelsen har i samarbejde med Fødevarepartnerskabet igangsat en kampagne, som skal gøre forbrugerne opmærksomme på Nøglehullet. En forbrugertest viser nemlig, at 43 pct. af forbrugerne ikke lægger mærke til Nøglehullet, når de køber ind.

    – Vi kan se på test, vi har lavet i udvalgte supermarkeder, at det virker at fremhæve Nøglehullet i indkøbssituationen – for eksempel ved at markere produkter med papskilte, klistermærker eller hyldemarkører. Flere flytter simpelthen hånden og lægger varer med Nøglehullet i indkøbskurven, når Nøglehullet bliver mere synligt, siger Anne Pøhl Enevoldsen og tilføjer, at effekten er størst inden for kategorierne brød og morgenmadsprodukter.

    Kampagnen kører bl.a. på sociale medier i ugerne 35-40, hvor også dagligvarebutikker i Fødevarepartnerskabet opfordres til at gøre Nøglehullet endnu mere synligt i butikkerne.

    Hvad er Nøglehullet?

    Nøglehullet er Fødevareministeriets ernæringsmærke, der skal gøre det nemmere for forbrugerne at vælge de sundere fødevarer på hylderne i supermarkedet. Nøglehullet findes på mælk, yoghurt, olie, fisk, kylling, nogle typer af færdigretter, frugt, bær, grønsager, brød, mysli, pasta og mel. Vælger du produkter med Nøglehulsmærket, når du køber ind, gør du det nemmere for dig selv at leve efter De officielle Kostråd.

    Produkter med Nøglehulsmærket lever op til et eller flere af følgende krav:

    • Mindre og sundere fedt
    • Mindre sukker
    • Mindre salt
    • Flere kostfibre og fuldkorn

    Hvad kan Nøglehullet hjælpe med?

    Et studie fra DTU Fødevareinstituttet viser, at hvis forbrugerne vælger produkter med Nøglehullet til, når det er muligt, bliver kosten betydeligt rigere på fuldkorn og væsentligt fattigere på salt og mættet fedt.

    • Beregningerne viser, at det samlede energiindtag i en gennemsnitlig kost falder med cirka 6 pct.
    • Andelen af energiindtaget, som fedt udgør, falder med 9 pct. Den del, som mættet fedt udgør af energiindtaget, falder med 25 pct.
    • Saltindtaget falder med godt 1 gram salt per dag.
    • Fuldkornsindtaget stiger med 62 pct. og kostfiberindtaget med 16 pct.

    Læs mere om Nøglehullet

    Om Fødevarepartnerskabet

    I Fødevarepartnerskabet går virksomheder, organisationer og myndigheder sammen om ét fælles mål; Vi vil gøre det nemmere for danskerne at vælge sundere og mere klimavenlige madvarer og måltider, når vi handler.

    Læs mere om partnerskabet

    Yderligere oplysninger

    Journalister kan ringe til Fødevarestyrelsens pressetelefon på 2284 4834.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13719514&publisherId=13559597&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **