PRM / Lone Majland skal stå i spidsen for Verdo’s digitale projekter

    Pressemeddelelse fra Verdo Holding A/S

    Lone Majland er en erfaren forretningsudvikler fra Aalborg, der nu har sat sig til rette bag sit skrivebord i Verdo. Her glæder hun sig til at bygge videre på det gode digitale fundament, der allerede er skabt i virksomheden. Lone kommer til at have fokus på at få skabt effektive processer for forretningsudvikling, så Verdo bliver ved med at udvikle projekter, der støtter den grønne omstilling, kundetilfredshed og effektivitet.

    Før Lone kom til Verdo har hun arbejdet godt seks år i Forsvaret, hvor hun har stået i spidsen for både digitalisering, forretningsudvikling og strategi i Ejendomsstyrelsen. Her var hun blandt andet med til at skabe fundamentet for en digital rejse, der skal ruste Forsvaret til fremtiden. Tiden i Forsvaret gav hende en masse faglig og praktisk viden, som hun trækker på i sit arbejde hos Verdo.

    “Jeg er blevet ansat for at bidrage med det, jeg har fået med fra mit tidligere arbejde, og udfordringerne her minder i nogen grad om de udfordringer, jeg har løst før. Forskellen er, at her i Verdo er man tæt på handling – her kan man få en ide og handle på den i morgen. Det glæder jeg mig til at opleve.”

    God ledelse er fri ledelse

    Det er i høj grad Lones menneskelige kompetencer, der skal bære hendes arbejde. Hendes evner indenfor ledelse og arbejdet med mennesker skal nemlig skabe motiverende rammer, der giver plads til kreativitet og samarbejde om digitale løsninger. Ifølge hende er det en af de vigtigste opgaver i jobbet. Hun er i øjeblikket i gang med en master i Public Governance, offentlig ledelse, og hun har en klar ide om, hvordan man på bedst mulig vis står i spidsen for en afdeling:

    “Jeg tror på, at alle ansatte skal kunne lede og motivere sig selv, hvilket jeg skal sætte dem fri til at gøre – de skal have indflydelse på og være medskabere af deres arbejde.”

    Lone er uddannet cand.mag i kommunikation fra Aalborg Universitet, og hun har tidligere i sin karriere arbejdet som konsulent. Privat har Lone to børn: En datter som er bosat i London, hvor hun er i gang med en skuespilleruddannelse, og en søn der netop er startet på Rønde Efterskole. Med to børn ude af huset ser Lone nye muligheder for at få tid til at benytte forskellige kulturelle tilbud, og så ser hun frem til at bruge sin tid i stalden med heste, da det er her, hun for alvor kobler af og får fornyet energi.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13719545&publisherId=13561216&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **