PRM / Bruger million fra Eurojackpot til at glæde og samle familien

    Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S

    Man kan købe rigtigt mange ting for en million kroner – men det er ikke altid ting, der betyder noget. Det har en ældre mand fra det sydlige Sjælland fundet ud af: Han har lige vundet 1.043.220 kroner i Eurojackpot, og han vil bruge pengene på at sprede glæde i familien.

    “Jeg er oppe i årene, og det er begrænset, hvor meget jeg har brug for. Jeg skylder ikke noget, men så kan jeg glæde andre i stedet for. Jeg synes, at det er dejligt at glæde andre,” siger manden.

    Når det så er sagt, så indrømmer manden dog, at der trods alt også er blevet til lidt materielle goder at glæde sig over.

    “Konen har fået en ny bil og vi har delt lidt penge ud til børn og børnebørn. Jeg har altid tænkt på, at jeg i mine unge dage selv godt kunne have brugt det. De har deres gode arbejde, men alligevel: Nu kan de købe lidt ekstra eller tage på ferie. Det betaler jeg gerne for, så jeg kan se dem blive glade,” fortæller manden.

    Det er dog ikke kun børn og børnebørn, der nyder godt af de mange penge. For dels glæder manden sig jo selv over, at han sådan kan sprede glæde, og dels glæder han sig over, at han nu har endnu bedre lejlighed til at samle hele familien.

    “Jeg inviterer også børn og børnebørn, så de kan komme og mødes her. Og jeg kan jo også byde dem med ud at spise en gang imellem, så jeg på den måde får samlet hele familien. Det er også dejligt, og det har jeg jo også bedre råd til nu,” siger manden.

    Om Eurojackpot

    Eurojackpot er det store, europæiske lotteri, hvor deltagere fra 17 lande udover Danmark siden 2012 har kunnet drømme om at vinde de allerstørste præmier. Der er trækninger hver tirsdag og fredag, og puljen varierer fra minimum 63 millioner kroner til maksimum 750 millioner kroner. Den højeste, danske gevinst blev vundet i sommeren 2022, hvor en Eurojackpot-kupon købt i Meny i Blåvand således gjorde en heldig dansker 750 millioner kroner rigere.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13710331&publisherId=9291517&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **