PRM / Over 10.300 fordrevne ukrainere er i job

    Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet

    Fordrevne fra Ukraine med ophold efter særloven har især fundet beskæftigelse inden for brancher som restauration og hotel, rengøring og landbrug.

    De seneste tal viser, at der i juli måned var 10.371 fordrevne fra Ukraine i job på det danske arbejdsmarked. Det svarer til 75 pct. af de fordrevne fra Ukraine i den arbejdsdygtige alder, der er står til rådighed for arbejdsmarkedet. Kigger man på beskæftigelsesfrekvensen for alle fordrevne fra Ukraine i den arbejdsdygtige alder, er andelen 50 pct. i juli.

    Kommunerne arbejder med hjælp fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kontinuerligt med rekrutterings- og opkvalificerende indsatser for bl.a. fordrevne fra Ukraine inden for forskellige områder med mangel på arbejdskraft. De opkvalificerende indsatser kan fx være fagunderstøttende dansk og anden opkvalificering sideløbende med danskuddannelse.

    Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

    – Det er positivt, at så mange af de fordrevne fra Ukraine er kommet i beskæftigelse på trods af en svær situation og på en ufattelig trist baggrund. For regeringen er det vigtigt, at vi giver dem mulighed for så normal en hverdag som muligt her i Danmark, og at der gode muligheder for, at de kan forsørge sig selv.

    – Jeg håber, at endnu flere kan komme i job. Vi har fortsat en lav ledighed og høj beskæftigelse. Vi ved også, at virksomheder stadig mangler arbejdskraft, så de kan udgøre en vigtig ressource mange steder.

    Kontakt:

    Beskæftigelsesministeriet
    Pressevagt: 51232830

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13718471&publisherId=90520&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **