PRM / Danmark skal have flere innovative indkøb i sundhedsvæsenet

    Pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet

    Innovative indkøb i sundhedsvæsenet har potentiale for at give bedre behandlinger, øge effektiviteten og aflaste sundhedspersonalet. Men de innovative indkøb er ofte forbundet med et anderledes og mere ressourcekrævende forarbejde.

    Med puljen kan offentlige indkøbere i regioner og kommuner i sundhedsvæsenet søge om tilskud til at understøtte processen omkring indkøb af innovative teknologier, medicinsk udstyr og lægemidler i sundhedsvæsenet.

    Puljen er et af initiativerne i strategien for life science fra 2021, som skal styrke den danske life science-industri og skabe endnu bedre patientbehandling.

    Erhvervsminister Morten Bødskov udtaler:
    “Vores sundhedsvæsen er en hjørnesten i velfærdssamfundet. Derfor skal vi sikre, at danske hospitaler og sundhedsinstitutioner har muligheden for at udvikle sig gennem nye, innovative løsninger – til gavn for patienter, sundhedspersonale og ikke mindst de virksomheder, der skaber de nye løsninger. Puljemidlerne til innovative indkøb er netop med til at understøtte, at nye sundhedsløsninger kommer ud og gør en forskel.”

    Sådan ansøger du
    I puljen er der i alt afsat 18 millioner kroner over tre år, hvor 5 millioner kroner skal ud at virke i puljens sidste runde i 2023. Der kan ansøges fra 100.000 kr. og op til 500.000 kr.

    Erhvervsstyrelsen administrerer puljen og behandler ansøgningerne.

    Der kan søges fra 1. september til 14. oktober 2023.

    Du kan læse mere om puljen her.

    Ved spørgsmål om puljen kan du kontakte innovativeindkoeb@erst.dk

    Kontakt:

    For yderligere oplysninger kontakt:
    Erhvervsministeriet pressetelefon: 91337007

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13718305&publisherId=5540552&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **