Pressemeddelelse fra Ombold
For 20 år siden blev det første danske hjemløselandshold en realitet efter en fodboldturnering på en oppustelig bane for Hus Forbi-sælgere og herberger på Rådhuspladsen i København. Vinderne af turnering blev udvalgt til at repræsentere Danmark ved verdens første Homeless World Cup i 2003.
Danmark har (næsten) været fast inventar ved Homeless World Cup siden den første turnering, og selvom meget har ændret sig siden dengang, så har det alle årene været en stor ære for spillerne at repræsentere de danske farver ved Homeless World Cup.
Fødslen af det danske hjemløselandshold blev samtidig startskuddet til NGO’en, OMBOLD, og derfor kan OMBOLD, der står bag hjemløselandsholdet, også fejre 20-års jubilæum.
Med fodbold som omdrejningspunkt skaber OMBOLD positive livsforandringer for mennesker, der kæmper med hjemløshed, misbrug og psykisk sårbarhed. Siden 2003 har OMBOLD engageret mere end 20.000 voksne, som ikke naturligt opsøger de traditionelle idrætsforeninger
Alle tidligere hjemløselandsholdsspillere samles i hjertet af København
I anledningen af OMBOLD og hjemløselandsholdets 20 års-jubilæum forvandler OMBOLD Rådhuspladsen i København til et mekka for udsatteidrætten. Den helt store begivenhed er hjemløselandsholdet jubilæumsstævne, hvor op mod 100 tidligere hjemløselandsholdsspillere, skal dyste med og mod hinanden i en stor og festlig gadefodboldturnering.
København vil med andre ord blive fyldt til bristepunktet med fodboldspillere, der har mere i bagagen end de fleste, og jubilæumsturnering vil derfor både være en fejring af 20 år med hjemløselandsholdet og OMBOLD, men også en højtråbende påmindelse om, at hjemløshed, misbrug og udsathed ikke er et karaktertræk, men en praktisk livsomstændighed, der kan ramme de fleste, hvis livet slår en skævert.
Blandt OMBOLDs og Hjemløselandsholdets ambassadører finder vi danske fodboldlegender som Michael Laudrup og Stig Tøfting, der vil spille med til ved jubilæumsturneringen.
Konference: Idræt for udsatte og oversete målgrupper
Sideløbende med jubilæumsturneringen på Rådhuspladsen afholder OMBOLD og Københavns Kommune med støtte fra TrygFonden en konference i rådhusets festsal med overskriften: Idræt for udsatte og oversete målgrupper.
Her vil socialminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, blandt andet diskutere udsatteidrætten med eksperter. Herudover vil OMBOLD, GAME og LykkeLiga give et nuanceret indblik i, hvordan det er lykkes at skabe positive idrætsfællesskaber for mennesker, der ikke passer ind i den traditionelle foreningsidræt.
Konferencens program:
Praktisk info om jubilæumsturneringen
- Dato: 8. september 2023
- Tid: Klokken 11.00 – 17.00
- Sted: Rådhuspladsen i København
Praktisk info om konferencen
- Dato: 8. september 2023
- Tid: Klokken 12.00 16.00
- Sted: Hovedkassen på Københavns Rådhus
- Program:
Kontakt:
Kommunikationsansvarlig Kasper Susaa email: kasper@ombold.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **