Pressemeddelelse fra EWII A/S
Ringkøbing-Skjern Kommune kørte af sted med titlen Danmarks Elbilkommune 2023, da vinderen blev kåret under Klimafolkemødet i Middelfart. I et stærkt felt af kommunale indsatser og elbilstrategier gav Ringkøbing-Skjern konkurrenterne baghjul.
“Ringkøbing-Skjern er elbilkommune 2023, fordi kommunen virkelig har formået at sætte handling bag deres meget klare mål på hele elbilområdet. Man er langt med opbygningen af en fintmasket ladeinfrastruktur, også i kommunens ferieområder, og i det arbejde har kommunen gjort en stor indsats for at inddrage foreninger og borgerne i placeringen af ladestanderne. Derfor går prisen i år til dem”, siger Jørn Grønkjær fra Foreningen Elbilby, der sammen med energiselskabet EWII kårer Danmarks Elbilkommune.
At pilen pegede på Ringkøbing-Skjern skyldes også, at kommunen selv er aktiv i at nå den kommunale målsætning om 10.000 elbiler på det lokale vejnet. Alene i år har kommunen for eksempel købt 43 elbiler til hjemmeplejen, og fra 2025 skal alle kommunens nyindkøbte og leasede køretøjer køre på klimavenlige drivstoffer. Samtidig tegner kommunen sig for 10 procent af produktionen fra den samlede danske energi fra vindmøller.
Det var en glad borgmester fra Ringkøbing-Skjern Kommune, der fik overrakt prisen i Middelfart:
“Det er dejligt, at vi bliver anerkendt for det arbejde, vi gør i Ringkøbing-Skjern. Vores indsats på elbilområdet er et led i en større plan, hvor vi først havde fokus på at skabe grøn energi og nu handler det om, hvordan vi så gør det tilgængeligt at anvende den grønne energi – for eksempel med en ladeinfrastruktur, der gør det lettere at være elbilist, siger borgmester i Ringkøbing-Skjern borgmester Hans Østergaard.
Vigtige kommuner
Foreningen Elbilby er initiativtager til prisen, som blev uddelt første gang i 2020. Forud for kåringen er gået et stort analysearbejde, hvor de indstillede kommuner blandt andet bliver vurderet på deres målsætninger og konkrete indsatser for grøn transport, ladeinfrastruktur og e-mobilitet.
“Vi har besøgt en række udvalgte kommuner og også vurderet kandidaterne ud fra geografi og demografi, for at tage højde for de forskelle, der er fra en bykommune til en landkommune. Mange steder arbejdes der ambitiøst og målrettet med den grønne omstilling inden for transport og e-mobilitet, og det vil vi gerne fejre ved at kåre Danmarks Elbilkommune, siger Jørn Grønkjær.
Prisen bliver uddelt i samarbejde med energikoncernen EWII, der som operatør af ladestandere ved, hvor stor en rolle kommunernes opbakning spiller for udviklingen.
“Adgangen til ladestandere og lynladere er afgørende, når folk beslutter at købe en elbil. Derfor er vi glade for at se, at kommuner som Aalborg, Frederiksberg og Ringkøbing-Skjern har fokus på området og kender behovet lokalt. Det bidrager til, at den enkelte borger tilvælger elbilen, og i sidste ende bidrager det til en grønnere fremtid for alle, siger Jesper Nicolaisen, chef for Ladeinfrastruktur i EWII.
Aalborg og Frederiksberg, der var nomineret til prisen sammen med Ringkøbing-Skjern, blev også hyllet for deres mange gennemførte mål og strategiske arbejde med at understøtte og udvikle den grønne omstilling indenfor bilisme, kollektiv trafik og transport.
Efter kåringen deltog repræsentanter fra de tre kommuner og EWII i en paneldebat på Klimafolkemødet om kommunernes arbejde med blandt andet ladeinfrastruktur og klimavenlig transport.
Ringkøbing-Skjern Kommune I Ringkøbing-Skjern har man et mål om at have 10.000 elbiler på vejene. Den udvikling understøttes af kommunens store fokus på ladeinfrastruktur i hele kommunen, også ferieområder, hjælp til opsætning af ladestandere hos blandt andet boligforeninger og borgerinddragelse i forhold til placering af ladestandere. Lige nu er en privataktør ved at etablere 220 nye ladepunkter i kommunen, herunder 19 lynladere. Kommunens hjemmepleje har i år købt 43 elbiler, og fra 2025 skal alle kommunens nyindkøbte og leasede køretøjer køre på klimavenlige drivstoffer.
Aalborg Kommune Med en ambitiøs klimaplan har Aalborg Kommune et mål om at reducere udledningen af CO2 med 4.600 tons årligt for den kollektive trafik. Gennem blandt andet et ambitiøst udbudsmateriale er kommunen nået langt, når det gælder kollektiv transport og har investeret i mere end 100 eldrevne busser. Aalborg bliver den største by i Danmark med et bybusnet, der udelukkende bliver betjent af eldrevne busser. Desuden er det besluttet at indsætte to eldrevne færger på overfarten Hals-Egense.
Frederiksberg Kommune Siden 2019 har Frederiksberg Kommune haft en elbilstrategi, herunder en ladegaranti, der sikrer, at kommunens borgere ikke har længere end 250 meter til en ladestander. Alle kommunens hjemmeplejebiler er elbiler, og ved udgangen af 2024 vil alle renovationskøretøjer i kommunen være eldrevne. I gartner- og vejserviceafdelingen er køretøjer ved at blive udskiftet til el, og i 2025 vil alle busser i kommunen køre på el eller andre grønne alternativer.
Kontakt:
For yderligere information kontakt venligst:
Jørn Grønkjær, Foreningen Elbilby på telefon 2462 0266, eller via jg@elbilhovedstad.dk
Jesper Nicolaisen, chef for Ladeinfrastruktur i EWII på telefon 30 30 00 28
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **