Pressemeddelelse fra Vejdirektoratet
Fysik, kemi og naturfag på Københavns Universitet får med Niels Bohr Bygningen helt nye rammer for forskning, formidling og uddannelse. Nybyggeriet, der består af to bygninger på hver sin side af Jagtvejen, er et led i moderniseringen af Københavns Universitet og indeholder over 100 avancerede laboratorier til studerende og forskere.
Bygningen kommer til at kunne rumme op til 3.000 studerende og ansatte. Københavns Universitet er allerede flyttet ind i en tredjedel og er i gang med planlægningen af indflytningen i den resterende del af bygningen.
Projektet blev oprindeligt igangsat hos Bygningsstyrelsen i 2013 med en bevilliget totaludgift på ca. 2 mia. kroner (i 2023-indeks). Bygningen skulle have været overdraget til Københavns Universitet i slutningen af 2016. I 2018 blev byggeprojektet overflyttet til Vejdirektoratet blandt andet på baggrund af en kritisk revisionsrapport. Vejdirektoratet vurderer aktuelt, at projektets totaludgift beløber sig til ca. 5 mia. kroner.
– Der er ingen tvivl om, at Niels Bohr Bygningen har været lang tid undervejs. Det har været et kompliceret og vanskeligt byggeri, og forsinkelserne har været til gene for mange studerende og forskere. Men nu er alle væsentlige fejl og mangler udbedret, og nybyggeriet vil komme universitetets mange brugere til gavn, siger anlægsdirektør Erik Stoklund Larsen, Vejdirektoratet.
Senest blev Niels Bohr Bygningen forsinket på grund af 10.000 fejlbehæftede brandlukninger, der har skullet udskiftes.
– Som de fleste ved, har der været store udfordringer med forskellige entreprenører allerede før, Vejdirektoratet fik til opgave at færdiggøre Niels Bohr Bygningen. Men nu er vi langt om længe nået til, at Københavns Universitet kan begynde at planlægge sine indflytningsaktiviteter parallelt med udbedringen af mindre mangler samt finjusteringer og reguleringer af de tekniske anlæg, siger Erik Stoklund Larsen.
Universitetsdirektør på Københavns Universitet Søren Munk Skydsgaard siger:
– Som det gælder for ethvert andet lejemål efter overtagelse, så registrerer vi nu bygningens tilstand, og det vil der gå noget tid med, ligesom det kan betyde behov for udbedringer. Vi skal også lære huset at kende og sikre, at huset er klar til det avancerede udstyr, der skal ind i bygningen, hvorfor der vil gå et stykke tid, før forskere og studerende kan flytte ind.
Der er fortsat en række udestående voldgiftssager i relation til Niels Bohr Bygningen. Københavns Universitet forventer at ibrugtage bygningen i fuldt omfang i 2024.
Kontakt:
Vejdirektoratets pressetelefon tlf.: 51 83 33 93
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **