PRM / Finanslovsforslaget fremtidssikrer ikke Danmark

    Pressemeddelelse fra FOA

    “Finansministeren har ret, når han siger, at det er en sjovere finanslov end normalt. Men de positive elementer ændrer desværre ikke, at velfærden i kommuner og regioner er under et voldsomt pres,” siger Mona Striib, forbundsformand for FOA.

    På positiv-listen fremhæver FOAs formand, at regeringen vil permanentgøre muligheden for at opkvalificere sig på 110 pct. dagpenge, flere penge til psykiatrien og hjælp til udsatte ældre. 
    “Det er bare ikke nok til at lappe de huller, der efterhånden er slidt i sikkerhedsnettet,” fastslår hun. 

    Kommunerne kæmper lige nu med følgerne af sidste års store prisstigninger. Og regionerne har meldt ud, at de mangler 2,5 milliarder kroner op til budgetlægningen for 2024, og i sommer stod det klart, at inflationen for kommunernes vedkommende havde spist 1,9 milliard kroner af deres “prioriteringsrum.” Det betød, at kommunerne ikke fik ekstra penge med i økonomiaftalen. 

    “Samlet set er det vores vurdering, at kommuner og regioner mindst mangler 3 milliarder kroner. for at kunne følge med. På den baggrund rækker 1 milliard kroner ikke særlig langt. Regeringen kalder sit udspil for en “fremtidssikring af Danmark.” Desværre må vi konstatere, at velfærden ikke er fremtidssikret med forslaget, som det ligger nu,” siger Mona Striib.

    Dertil kommer, at det specialiserede område fortsætter med at presse den lokale økonomi. En analyse fra tidligere på året viste, at siden 2018 har kommunerne selv måttet finde 4,3 milliarder kr. til de voldsomt stigende udgifter på det specialiserede socialområde på deres budgetter. Det går ud over andre velfærdsområder.

    “Regeringen fortæller selv, at det ikke er penge, vi mangler. Råderummet er så sent som i går opskrevet med endnu 4 milliarder kroner. Reelt har velfærden været underfinansieret med 23 milliarder siden 2015. Derfor skal en større del af råderummet sendes ud i velfærden, så vi kan følge med. Der er ikke plads til flere skattelettelser,” siger Mona Striib.

    Kontakt:

    Forbundsformand Mona Striib tlf.: 23 41 41 98 email: ms027@foa.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13717493&publisherId=13559569&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **