Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet: Health
Et hyggeligt dækket bord, bøf på panden og stearinlys tændt. Det kan lyde som starten på en god aften. Men et nyt studie fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet viser, at det er en god idé at passe på med at indånde for meget af den hyggelige atmosfære. Det fortæller postdoc ved instituttet og medforfatter på studiet, Karin Rosenkilde Laursen:
“Vores studie viser, at indendørs luftforurening forårsaget af os fra madlavning og tændte stearinlys kan føre til uønskede helbredseffekter som irritation og betændelsestilstande hos unge med mild astma. Vi har bl.a. fundet indikationer på DNA-skader og tegn på inflammation i blodet efter madlavning. “
Når vi tænder op i ovnen, under panden eller for stearinlyshyggen, dannes der bittesmå partikler og gasser som vi indånder. Tidligere studier har vist, at de partikler og gasser kan være skadelige. Det nye ved studiet her er, at forskerne har set på effekten ved helt unge mennesker på kun 18-25, som har mild astma, siger Karin Rosenkilde Laursen:
“I studiet kan vi se, at selv helt unge mennesker med mild astma kan opleve ubehag og skader, hvis der ikke bliver luftet ordentligt ud under madlavning, eller de har stearinlys tændt. Unge er oftest mere friske og modstandsdygtige end de ældre og midaldrende. Derfor er det bekymrende, at vi i den helt unge aldersgruppe kan se en væsentlig effekt af partiklerne.”
Men det er ikke kun folk med en astmadiagnose, som skal holde øje med indeklimaet, siger hun.
“Selvom studiet er udført på unge astmatikere, er det interessant og relevant for os alle sammen. Nu nærmer vinteren sig, hvor vi har tradition for at tænde mange levende lys og måske ikke åbner døre og vinduer i lige så høj grad, når vi laver mad. Ved at have fokus på at skabe et sundere indeklima, også når vi hygger os, kan vi måske hjælpe til at reducere forekomsten af også mere alvorlige lunge- og hjertekarsygdomme som fx kræft.”
Karin Rosenkilde Laursen håber at følge op med endnu et studie, hvor forskerne undersøger, hvordan stegeos og stearinlys påvirker raske voksne.
Bag om forskningsresultatet
- Studietype: Studiet er et randomiseret kontrolleret dobbeltblindet eksponeringsforsøg, hvor 36 unge astmatikere blev udsat for tre forskellige eksponeringer i Klimakamrene på Aarhus Universitet; De blev udsat for hhv. stegeos, hhv. brændende stearinlys og ren luft. Deltagerne blev hver gang eksponeret i fem timer under meget kontrollerede forhold. Under eksponeringerne måltes partikler og gasser, og deltagerne rapporterede symptomer relateret til irritation og generelt velbefindende. Biomarkører ift. luftveje og systemiske inflammatoriske ændringer* blev undersøgt før eksponering, lige efter eksponering og igen næste morgen.
- Samarbejdspartnere: Institut for Kemi Aarhus Universitet. Institut for Folkesundhed, Københavns Universitet, Department of Public Health and Community Medicine, University of Gothenburg. Aarhus Universitetshospital.
- Finansiering: Studiet er finansieret af Realdania Forskning med 2,8 mio. kr.
- Læs mere i den videnskabelige
Kontakt
Postdoc krl@ph.au.dk
Tlf.: +4528992424
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **