Pressemeddelelse fra OK
Med et ønske om at gøre det nemt og bekvemt for nye husejere at få opladet deres elbiler derhjemme, har OK indgået en ny samarbejdsaftale med HusCompagniet.
Det betyder, at alle kunder, der indgår en aftale med HusCompagniet om at bygge et enfamiliehus fra 1. september 2023, kan få gratis etablering og opsætning af en OK Ladeboks ved deres nye hjem.
“I OK er vi glade for det nye samarbejde med HusCompagniet, der skal gøre det nemt og trygt for nybyggere at tilvælge en OK Ladeboks som en komplet og attraktiv løsning til det moderne hjem,” siger Martin Kock Kjeldgaard, Partner Manager hos OK.
“I HusCompagniet vil vi gerne sikre, at de huse, vi bygger for vores kunder, er fremtidssikrede. Antallet af elbiler i Danmark er i vækst, og derfor er vi også glade for det nye samarbejde med OK, der giver vores kunder mulighed for at få en ladeløsning uden beregning,” siger Martin Ravn-Nielsen, Group CEO hos HusCompagniet.
HusCompagniets nybyggere behøver ikke at aktivere ladeboksen med det samme, men kan tilvælge løsningen som en fremtidssikring. Det kan være attraktivt at have installationen på plads til den dag, man eventuelt køber en elbil eller ønsker at sælge sin bolig.
“Der er tale om et tilbud. Ønsker man som kunde at undvære ladeboksen eller at vælge en helt anden leverandør, står det en frit for. Fleksibilitet er vigtigt for os i forhold til vores kunder,” understreger Martin Ravn-Nielsen.
God energi er vigtig for den grønne omstilling
“Det er vigtigt for os at sikre, at de huse, vi bygger i dag, er tilpasset fremtiden, og at de driftsmæssigt har et så minimalt energiforbrug som muligt, for den bedste energi er den, vi ikke bruger,” siger Martin Ravn-Nielsen.
Mange af HusCompagniets kunder tilvælger også vedvarende energikilder til deres nye hjem. Dette harmonerer godt med, at OK er leverandør af grøn strøm fra Danmark.
“Med flere gode synergier og en klar vision om at bidrage til den grønne omstilling er HusCompagniet og OK i stand til at skabe en stærk alliance, der bringer vores ekspertise og engagement sammen for at drive denne afgørende agenda fremad,” siger Martin Kock Kjeldgaard.
Et større samarbejde
Samarbejdet indbefatter ikke alene ladestandere, men også byggestrøm og et tilbud til nybyggere om el til deres nye hjem. De kan derfor nemt oprette en elaftale hos OK – og enten vælge mellem grøn- eller konventionel el.
Sidst men ikke mindst indbefatter partnerskabet også etablering af ladestandere i forbindelse med HusCompagniets B2B-forretning, der leverer totalentrepriser på rækkehuse til primært professionelle ejendomsinvestorer.
Om HusCompagniet
HusCompagniet er Nordens største husbygger og er specialiseret i byggeri af individuelle og energibesparende enfamiliehuse samt rækkehuse.
Med over 50 års erfaring og ekspertise inden for byggebranchen har HusCompagniet fokus på at levere høj kvalitet, funktionalitet og æstetik samt en tryg og gennemtestet byggeproces.
HusCompagniet er Premium medlem af Rådet for Bæredygtigt Byggeri og medlem af UN Global Compound og har sat sig ambitiøse klimamål med fokus på en markant reduktion af det CO2-aftryk, der er i et byggeris levetid.
Læs mere på
Om OK
OK er et bredt funderet energiselskab for private og erhverv. På hylderne er alt fra brændstof og ladestandere til grøn el og varmepumper.
I mere end 100 år har OK leveret energi til tusindvis af forbrugere og virksomheder i hele Danmark. OK vil derfor bruge sin erfaring til at få alle med i den grønne omstilling og hjælpe danskerne med at træffe grønne valg.
OK ønsker at være en aktiv spiller på markedet for opladning af elbiler. Siden 2020 har selskabet derfor investeret massivt i udrulningen af ladestandere til privatkunder, erhvervskunder samt offentlige tilgængelige ladestandere.
Læs mere på
Kontakt:
Kommunikationskonsulent Rikke Bue Laumark email: ribl@ok.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **