PRM / Frivilligcenter Assens er klar med lokaler og tilmelding

    Pressemeddelelse fra Assens Kommune

    Frivilligcenter Assens har fået en placering i forbindelse med Aktivcentret på Dærupvej 5 i Glamsbjerg. Lokalerne stilles til rådighed af Assens Kommune, og med velfungerende offentlige transportmuligheder, handicapvenlige faciliteter og gode parkeringsforhold gør lokationen det let for borgere og frivillige at komme til og fra frivilligcenteret.

    Lokalerne er allerede taget i brug, og frivilligcenterets leder Rikke Louise Fage-Fjord er rykket ind. Udover at få de fysiske rammer på plads, har lederen og frivilligcenterets bestyrelse også haft fokus på at etablere en hjemmeside, der nu er gået i luften. Det betyder, at foreninger og frivillige kan begynde at melde sig ind i Foreningen for Frivilligcenter Assens – og dermed få adgang til alt det, som frivilligcenteret vil tilbyde.

     “Vi ønsker blandt andet, at understøtte det frivillige sociale arbejde med netværksmøder, kurser og workshops, der kan klæde medlemmerne bedre på til rekruttering, fundraising og kommunikation – og give dem forståelse for fremtidens frivillige fællesskaber”, siger Rikke Louise Fage-Fjord.

    Den 29. september, som også er den landsdækkende ‘Frivillig Fredag’, vil frivilligcenteret slå dørene op til den officielle indvielse. Formand for Foreningen Frivilligcenter Assens, Robert Satchwell glæder sig til at tage imod på dagen.

    “Dialogen med foreninger og andre samarbejdspartnere er allerede godt i gang, og vi har kun oplevet stor imødekommenhed. Vi håber, at mange har lyst til at komme forbi og fejre Frivillig Fredag og indvielsen sammen med os. Og vi glæder os til at bidrage med viden og netværk til en spirende og bæredygtig frivillighed i trivsel”, lyder det fra formanden.

    Formand for Medborgerskab, Kultur og Beskæftigelsesudvalget i Assens Kommune, Søren Thomsen, har de bedste forhåbninger for, at frivilligcenteret får en god start.

    “Jeg ser frem til at følge, hvordan Frivilligcenter Assens nu for alvor kommer i gang med at støtte, udvikle og fremme frivilligt arbejde og frivillige foreninger og grupper med et socialt sigte. Frivilligcenteret vil medvirke til at motivere flere til at blive frivillige og understøtte en helhedsorienteret social indsats blandt borgerne i Assens Kommune – gennem brobygning mellem foreninger, kommunen og andre relevante aktører”.

    Frivilligcenter Assens findes på www.frivilligcenterassens.dk, hvor man både som forening og privatperson kan tilmelde sig. På Facebook kan man også følge frivilligcenterets daglige arbejde på siden ‘Frivilligcenter Assens’ – her vil programmet for indvielsen også blive annonceret.

    Kontakt:

    Anne Grønnegård email: angro@assens.dk

    Rikke Louise Fage-Fjord email: leder@frivilligcenterassens.dk

    Robert Satchwell email: kulala@smilepost.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13717338&publisherId=13561442&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **