PRM / Madspildspris går til Comwell Hotels

    Pressemeddelelse fra DSK – De Samvirkende Købmænd

    “Stræberen” er en pris, der hylder en person eller virksomhed, der på bemærkelsesværdig vis har udmærket sig i kampen mod madspild. De Samvirkende Købmænd (DSK) ønsker at hylde mennesker og virksomheder, der gør en forskel og er med til at præge udviklingen i en positiv retning. Derfor har DSK indstiftet prisen “Stræberen”.

    “Det er altid en svær beslutning at skulle udvælge kun én person eller virksomhed, der gør en forskel for at reducere madspild, når vi ser de mange initiativer, der er rundt om i landet. Alligevel skiller Comwells arbejde sig ud fra mængden. Det gør de, fordi de – udover at være first movers – har arbejdet på at komme hele vejen rundt om emnet og involveret både produktionen, medarbejderne og omverdenen. Især deres fokus på læring og uddannelse af medarbejdere samt den involvering og holdindsats, det har skabt, har gjort indtryk.”

    “Derudover har Comwell ivrigt delt deres erfaringer på en bred vifte af platforme, såsom artikler, podcasts, paneldebatter, opskriftsbøger og videoer med mere. Dette bidrager til at sprede budskabet og tjener som stor inspiration for andre – også uden for branchen. Derfor er det med stor fornøjelse og stolthed, at vi i år overrækker madspildsprisen “Stræberen” til en så værdig modtager og inspirator som Comwell Hotels,” udtaler Jannick Nytoft, adm. direktør for De Samvirkende Købmænd.

    Det er fødevareminister Jacob Jensen, der overrækker prisen til CEO for Comwell Hotels, Peter Schelde, når den overrækkes på Comwell Portside i Nordhavn onsdag den 30. august kl. 11:00.

    “Vi er meget stolte af at modtage den fornemme madspildspris, og ser det som en stor anerkendelse af vores medarbejderes dedikerede indsats i arbejdet med madspild. Vi har arbejdet målrettet med at mindske vores madspild i Comwell gennem mange år og har også sat ambitiøse mål på området, ligesom vi har igangsat mange tiltag, så vi hele tiden udvikler og forbedrer os. Vi måler kontinuerligt på madspild i vores køkkener, vi uddanner vores kokke til Green Chefs via vores egen nye uddannelse, og vi optimerer indkøb og råvareudnyttelse,” fortæller Mai-Britt Jensen, HR & Sustainability Direktør, Comwell Hotels, og understreger:

    “At komme madspild til livs er dog ikke noget, vi som hotelkæde kan lykkes med alene. Det kræver fælles høje standarder og solide samarbejder på tværs af hele industrien,” slutter Mai-Britt Jensen.

    Fakta

    Juryens begrundelsen for at vælge Comwell Hotels

    Helt overordnet har Comwell optrådt som “first movers” for en hel branche på madspildsområdet.  Comwell har med deres fokus på både produktion, medarbejdere og omverden sat madspild på dagsordenen indenfor hotel og restaurationsbranchen. Det er bl.a. sket ved madspildsmålinger, genanvendelse, portionsanretninger og ved at aftage datovarer og ukurante varer fra deres leverandører. Dertil kommer et særligt fokus på læring og uddannelse af medarbejderne, hvor man med hjælp fra eksperter har haft fokus på at lære om respekten for råvarer samt uddanne medarbejderne i madspild og råvareudnyttelse. Samtidig har Comwell ivrigt delt deres erfaringer til gavn for branchen og resten af omverden via bl.a. konferencer, oplæg, artikler, podcasts og paneldebatter samt opskriftsbøger, film og samarbejder på tværs – til stor inspiration for andre.

    Stræberen

    Stræberen er en skulptur på 26 kg., der er udført af den nu afdøde billedhugger, Torben Bøgh Hansen, i 2008.

    Tidligere prismodtagere

    Prisen er uddelt siden 2018 og er gået til:

    2018 – stifteren og bestyrelsesformanden i Stop Spild Af Mad, Selina Juul.

    2019 – områdechef i Landbrug & Fødevarer, Klaus Jørgensen

    2020 – H.K.H. Prinsesse Marie.

    2021 – indkøbs- og marketingdirektør i Rema 1000, Anders René Jensen.

    Fakta om madspild

    Ifølge tal fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Miljøstyrelsen ligger Danmarks årlige madspild i hele værdikæden fra jord til bord på 814.000 ton svarende til 3,8 % af den samlede CO2-udledning, der hvert år udledes fra Danmark.

    • Fødevareindustrien står for 385.000 ton
    • Husholdninger står for 235.000 ton
    • Detail og engros står for 96.000 ton
    • Primærproduktion står for 44.000 ton
    • Restaurationsbranchen og storkøkkener står for 42.000 ton

    Madspild koster danskerne 13,5 milliarder kroner om året inkl. moms og afgifter.

    kilde: Landbrug & Fødevarer

     

    Kontakt:

    Adm. direktør Jannick Nytoft tlf.: +45 39 62 16 16 email: jny@dsk.dk

    Kommunikationskonsulent Niels Tønning Rasmussen email: ntr@dsk.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13716677&publisherId=90355&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **