Pressemeddelelse fra Danske Regioner
Kom og bliv klogere på hospitalernes fascinerende verden på en festlig dag. Sådan lyder invitationen fra Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland, som håber at se dig til Åbent Hospital den første søndag i september.
Du kan komme på rundvisning, møde medarbejderne, få bamsens helbred tjekket, se klimatiltag og måske få et kig ind i køkkener, se robotter eller opleve andre verdener, som normalt ikke er åbne for patienter og pårørende.
Fra byggerier til blå blink og psykiatri
Åbent Hospital er dagen, hvor du kan danne dit eget indtryk af sundhedsvæsenet ude i virkeligheden på hospitalerne. I år foregår Åbent Hospital på nogle de største byggerier, på ambulancestationer, hospitaler og i psykiatrien. I 2023 kan du nemlig som noget nyt opleve flere sider af det regionale sundhedsvæsen til Åbent Hospital – udover de store hospitalsbyggerier. I alt 20 steder åbner dørene – det højeste antal steder siden de fem regioners første Åbent Hospital i 2017.
Formand for Danske Regioner, Anders Kühnau, siger:
“Jeg håber mange vil gribe chancen for at opleve hospitalerne indefra eller komme ind bag hegnet på et af regionernes store byggerier. Jeg tør godt love, at Åbent Hospital bliver en spændende dag med rig chance for at blive klogere på, hvordan regionerne driver sundhedsvæsenet til dagligt og arbejder fokuseret på at øge kvaliteten og skabe de bedste behandlingsresultater i et bæredygtigt sundhedsvæsen for alle.”
Landet rundt er der oplevelser for enhver smag, for eksempel kan du:
- Se hvordan Regionshospitalet Randers i Region Midtjylland arbejder med bæredygtighed og få økosmagsprøver fra Patientkøkkenet.
- Opleve kommende patient- og operationsstuer på et af Danmarks største nybyggede hospitaler, det nye Odense Universitetshospital i Region Syddanmark.
- Tage en rundvisning og møde tidligere patienter i Psykiatrien i Roskilde i Region Sjælland.
- Høre foredrag om overvægt, teknologi og diabetesstress på Steno Diabetes Center Copenhagen i Region Hovedstaden.
- Få guidet rundvisning på Nyt Aalborg Universitetshospital i Region Nordjylland.
Se alle arrangementer og find et nær dig
Se program og tider landet rundt. Enkelte arrangementer kræver tilmelding på forhånd:
*
Kontakt:
Chefrådgiver Anne Mette Ehlers tlf.: 91167399 email: ame@regioner.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **