PRM / Nye millioner fra Landdistriktspuljen på vej til sjællandske projekter

    Pressemeddelelse fra Kirkeministeriet

    Minister for landdistrikter, Louise Schack Elholm:

    ” Jeg glæder mig over den store søgning til Landdistriktspuljen.  Det viser, at der rundt i landet er en stor interesse for at arbejde for en positiv udvikling i landdistrikterne. Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi med landdistriktspuljen kan understøtte en masse spændende og nyskabende initiativer, der bidrager til at skabe nye arbejdspladser og gøre det attraktivt at bo og leve i landdistrikterne.”

    Formand for Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen, Finn Jorsal:

    “Udvalget har med glæde konstateret, at der denne gang er en større forskellighed i projekterne. Blandt traditionelle projekter omhandlende fritidsaktiviteter og legepladser, glæder vi os over blandt andet at kunne understøtte projekter der arbejder med en langsigtet udviklingsstrategi, samt flere projekter, der har fokus på genoplivning af tiloversblevne bygninger. I Det Rådgivende Udvalg ser vi gerne, at der kommer flere langsigtede, strategiske projekter, der tænker nyt og adresserer de store samfundsudfordringer, som landdistrikterne skal være med til at løse.”

    Landdistriktspuljen havde den 14. juni 2023 frist for ansøgninger om støtte til projekter i landdistrikter med landvindmøller og solcelleparker, projekter på de små øer og borgerdrevne dagligvarebutikker. Plan- og Landdistriktsstyrelsen modtog i alt 152 ansøgninger med et samlet ansøgningsbeløb på i alt 84,2 mio. kr.

    Eksempler på støttede projekter i Region Sjælland:

    Projektholder: Toksværd Butikshus ApS

    Titel: Vores Købmand i Toksværd

    Formålet med projektet er at fremtidssikre Toksværd som en attraktiv og levende landsby, som præges af vækst og udvikling. Formålet skal opnås ved, at Toksværd Butikshus ApS overtager, moderniserer og energioptimerer butiksejendommen.
    Projektet bliver ført ud i livet med aktiv borgerinddragelse, hvor byens borgere i fællesskab opkøber butikken via et anpartsselskab. Desuden vil borgerne deltage aktivt med frivillige arbejdstimer til lettere istandsættelse.
    Projektet har fået tilsagn om støtte på ca. 0,6 mio. kr.

    Projektholder: Fejø Drivkvaselaug

    Titel: Nyt dørparti i Det gule pakhus på Dybvig havn, Fejø

    Fejø Drivkvaselaug har fået midler til udskiftning af dørparti på det gule pakhus, så det åbnes mere op. Fejø Drivkvaselaug er et levende fælleskab omkring bevaring af Fejøs sejlende kulturarv; Mæfikken og Christiane. Foreningen har pt. 33 medlemmer, som sejler og arbejder på istandsættelse af bådene. Bådene er optaget på Træskibssammenslutningens liste over bevaringsværdige både, og i 2021 optog UNESCO de nordiske klinkbådstraditioner på listen over menneskets immaterielle kulturarv. Hvert år sejler Mæfikken til Nyhavn med frisk frugt, der sælges gennem en uge, og overskuddet går til Fejøs mange foreninger. Foreningen anvender pakhuset til opbevaring af nødvendige remedier til brug for træbådene, og huset fungerer som værksted og sejlmageri. Rummene i Pakhuset anvendes ligeledes til sociale arrangementer herunder koncerter og juletræstænding.

    Projektet har fået tilsagn om støtte på 84.000 kr.

    Projektholder: Omø beboer- og grundejerforening

    Titel: Projekt Lindegården

    Projektet er et forprojekt, som har til formål at gøre én af øens gamle gårde, Lindegården, til centrum for en revitalisering af landsbyen. Konkret går projektet ud på at udarbejde og afholde en række borgermøder og involvere en arkitekt, så der i sidste ende kan udarbejdes et prospekt.  Prospektet skal omhandle mulighederne for at etablere lejeboliger på Lindegården, give øens foreninger mulighed for lokale-fællesskab i Lindegården, skabe rammer for lokalt håndværk og iværksætteri, skabe rammer for studiekredse, folkeoplysningsaktiviteter, sommerhøjskole, overnatningsmuligheder mv. Materialet skal kunne bruges til at formidle projektet og søge funding.

    Projektet har fået tilsagn om støtte på ca. 0,2 mio. kr.

    De støttede projekter kan ses her:

    Projekter i landdistrikter med landvindmøller og solcelleparker

    Projekter på de små øer

    Borgerdrevne dagligvarebutikker

    Yderligere oplysninger

    Har du spørgsmål om Landdistriktspuljen, kan du kontakte Plan- og Landdistriktsstyrelsen på tlf. +45 41 71 78 97 eller på landdistriktspulje@bpst.dk.

    Kontakt:

    Presserådgiver Camilla Stokholm Glargaard tlf.: +45 23 41 08 11 email: km-presse@km.dk

    Presserådgiver Peter Naegeli Arnhild tlf.: +45 61 93 16 11 email: km-presse@km.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13716416&publisherId=13561618&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **