Pressemeddelelse fra Erhvervsstyrelsen
Jobsporet var et struktureret samarbejde mellem virksomheder og Jobcentret i Ikast-Brande Kommune. Samarbejdet havde til formål at udvikle personer på kanten af arbejdsmarkedet til at blive attraktiv arbejdskraft for virksomheder. Formålet med forløbene har både været at afhjælpe lokale rekrutteringsudfordringer og håndtere de samfundsmæssige og personlige omkostninger, som kan være forbundet med langtidsledighed.
“Projektet har haft deltagelse af 121 borgere i træningsforløb og der blev lavet samarbejdsaftaler med 49 virksomheder, hvoraf nogle skulle afvikle træningsforløb, mens andre stod klar til at ansætte borgerne, når disse var klar til det. Så der har været stor opbakning fra det lokale erhvervsliv”, fortæller Svend Østergaard, som er udviklings- og virksomhedskonsulent i Ikast-Brande Kommune.
39 af projektdeltagerne kom i beskæftigelse i hel- eller deltidsstillinger, 31 stoppede i projektet uden at opnå ansættelse, og 51 var stadig i træningsforløb ved projektets afslutning.
Svend Østergaard fortæller desuden, at projekt Jobsporet har været så stor en succes for Jobcenter Ikast-Brande, at projektet fortsætter i en ny driftsmodel.
“Der er i Jobsporet udviklet metoder til at få genskabt gnisten hos mange borgere med årelang tilknytning til Jobcentret, og vi har oplevet nogle helt fantastiske kvantespring hos nogle af disse borgere, der gennem tiden var blevet mere og mere demotiverede”, siger han.
Et tilbud til motiverede ledige
Borgerne, som blev ansat i jobtræningsforløb i de virksomheder, der var tilknyttet Jobsporet, havde været ledige i længere tid og kæmpede med enten fysiske, sociale eller sproglige udfordringer. Fælles for dem var, at de var motiverede med henblik på at bryde den negative spiral, som de var kommet ind i. Jobsporet kunne så tilbyde dem en mulighed for at prøve kræfter med forskellige brancher, som for eksempel detailhandel, lagerarbejde eller landbrug.
“I SuperBrugsen har vi en lang tradition for at have folk i jobprøvningsforløb, og Jobsporet var en voksenudgave af de traditionelle forløb”, fortæller Michael Madsen, som er souschef i SuperBrugsen i Nørre Snede, og som i projektperioden har haft fire borgere ansat i forbindelse med projektet.
Samarbejdet mellem Jobcentret og de deltagende virksomheder har været unikt med masser af sparring, stor mødeaktivitet og konstruktiv dialog begge veje.
“Svend Østergaard og Lars Skov Iversen fra Jobcentret i Ikast-Brande Kommune har været gode til at finde de rigtige kandidater til os, og vi har været glade for at kunne give lokale borgere mulighed for finde ud af, om en fremtid inden for detailhandel kunne være det rigtige for dem”, siger han.
Valget mellem et meningsfuldt arbejdsliv og Netflix hjemme på sofaen
De deltagende borgere har været tilknyttet en personlig jobformidler fra jobcentret, som har fulgt dem tæt i forløbet og har hjulpet med at håndtere jobrettede barrierer. Der er desuden blevet udarbejdet en faglig og personlig udviklingsplan med fokus på at afhjælpe borgerens selvoplevede udfordringer med at kunne fungere i et job. Jobcentret har om nødvendigt støttet forløbet hos virksomhederne med parallelle indsatser for borgeren.
“Det vigtigste er, at borgerne i projektet har fået mulighed for at prøve kræfter med dagligdagen på en rigtig arbejdsplads. At få et reelt valg mellem et meningsfyldt arbejdsliv og Netflix hjemme på sofaen. De mennesker, som vi kan hjælpe gennem Jobsporet og andre aktiveringsprojekter, skal jo være med til at opretholde vores velfærd, så der er tilstrækkeligt med penge i kassen, når vi en gang går på pension”, siger Michael Madsen med et glimt i øjet.
Da den lokale SuperBrugs havde borgere ansat i jobtræningsforløb, var det én ansat ad gangen. For som Michael Madsen siger:
“Vi skal have tid til at fokusere på den enkelte og tilbyde den rigtige sparring, når og hvor det giver mening. Det skal være gensidigt givende, og både brugsen og borgeren skal trives med det. I den sammenhæng er forventningsafstemning vigtigt, og det er ikke kun mig som butikschef, der står for uddannelsen; det tager hele medarbejderstyrken del i. Hos os har vi den grundlæggende holdning, at folk skal være glade, når de er på arbejde, og det bruger vi faktisk en masse energi på at holde hinanden op på”, understreger han.
SuperBrugsen levede op til projektets målsætning
Hos SuperBrugsen i Nørre Snede har de nået projektets målsætning om, at 40% af projektdeltagerne efterfølgende skulle være i ansættelse. Godt og vel endda.
“Vores succeshistorie er Selam fra Eritrea, som efter et seks måneders jobprøvningsforløb er blevet fastansat i SuperBrugsen. Hun er en sød og dygtig medarbejder, som i starten havde store udfordringer med det danske sprog – og det var hun fuldstændig klar over. Hun gjorde hurtigt enorme fremskridt, så da vi havde plads til en ny medarbejder, var det i virkeligheden en no-brainer at fastansætte hende. En anden medarbejder hjalp vi videre til et job i social- og sundhedssektoren, og vi har også set en klar udvikling i arbejdsparatheden hos de sidste to af “vores” borgere, som begge i dag er i andre forløb hos Jobcentret”, udtaler souschefen.
Ifølge Michael Madsen kan det give god mening at betragte jobforløbene som en stige, som medarbejderne træder op ad trin for trin i deres personlige udvikling.
“Mange kommer til virksomhederne uden selvtillid, med adskillige nederlag i bagagen og en følelse af afmagt i forhold til at sidde fast i det kommunale system. Vi har så en fælles opgave i forhold til at få bygget op og lagt på, og jeg oplever, at alle vokser med opgaverne, når de bliver udvist tillid”, pointerer han.
Belønnet for at gøre en indsats
Før borgerne kunne komme i betragtning til et forløb i en af de tilknyttede virksomheder, har de været igennem samtaler både på Jobcentret og ude i virksomheden.
“Medarbejderne skal være motiverede, når de starter hos os, og det er de også. Det er borgere, som er klar til at gøre en indsats for at få knækket en langvarig og kedelig kurve med arbejdsløshed og diverse andre udfordringer. De har et behov for at blive bygget op på ny. Vi møder altid de nye kolleger med respekt for deres “situation” og tager den derfra. Det er en holdindsats, hvor hele teamet i brugsen er engagerede i den nye kollega og gerne går nogle ekstra meter for at få den nye på holdet til at lykkes”, fortæller Michael Madsen, og fortsætter:
“Vi skaber trygge rammer for de nogle gange skrøbelige medarbejdere, og erfaringen viser, at når de første to-tre ugers nervøsitet og usikkerhed over for alt det nye er overstået, så begynder vedkommende at blomstre. At skabe værdi for teamet og finde ud af, at den jobmæssige fremtid måske alligevel ikke ser så dyster ud. Det er ikke alle, som vi har mulighed for at tilbyde fastansættelse efter endt forløb, men vi kan give medarbejderne fornyet tro på egne evner og håb for fremtiden. Og hvis bare en af deltagerne giver udtryk for gerne at ville fortsætte inden for detailhandel, så betragter vi det som en succes”, bedyrer han.
De mange positive tiltag får lov at fortsætte
Opgavefordelingen mellem virksomhederne, hvor nogle træner og andre ansætter udfordrede personer, har vist sig at fungere. Jobsporet skal fremadrettet målrette indsatsen mod brancher, der mangler kvalificeret arbejdskraft, hvor der er relativt simple arbejdsopgaver, og hvor der er muligheder for deltidsansættelser, som for mange af borgerne i målgruppen vil være det mest realistiske. Og den tilgang får rosende ord med på vejen fra souschefen i Nørre Snede:
“Jobsporet har været et professionelt projekt, som har taget arbejdsprøvning og inklusion på arbejdsmarkedet til et helt nyt niveau, og jeg er glad for, at de mange positive tiltag fra projektet kan få lov at fortsætte i en ny opsætning i Ikast-Brande Kommune. Vi er en lokal virksomhed, en institution i byen, som altid har været her, og vi gør en stor dyd ud af at bidrage til fællesskabet”, siger han.
I Nørre Snede ser souschefen meget positivt på at fortsætte samarbejdet med Jobcentret i Ikast-Brande Kommune.
“Når vi kan hjælpe borgere med udfordringer på vej mod en tilværelse med fornyet indhold, så stiller vi os til rådighed. Det har vi altid gjort og vil også gøre det i fremtiden. Lokalsamfundets ve og vel er dybt forankret i vores DNA og vil altid være det”, slutter Michael Madsen.
FAKTA om EU’s Socialfond
I perioden 2014-2020 investerede EU’s Socialfond, Regionalfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.
Socialfondsprogrammet for 2014-2020 var målrettet iværksætteri, uddannelse og social inklusion for at skabe flere nye virksomheder og en dygtigere arbejdsstyrke. Det er afgørende forudsætninger for øget produktivitet, konkurrenceevne og vækst.
Derfor medfinansierede EU’s Socialfond projekter, der skulle:
- Øge iværksætteraktiviteten og sørge for vækstrettet kompetenceudvikling i små og mellemstore virksomheder
- Fremme social inklusion via særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, indslusningsforløb til arbejdsmarkedet og socialøkonomiske virksomheder
- Styrke erhvervsuddannelserne, erhvervsfaglige uddannelser og videregående uddannelser
Fakta om Jobsporet
Ikast-Brande Kommune har på indsatsområdet “Kvalificeret arbejdskraft og social inklusion” modtaget 2.335.867 kr. fra EU’s socialfond suppleret med 1.200.000 kr. i decentrale erhvervsfremmemidler. De samlede støtteberettigede projektudgifter til Jobsporet udgjorde 6.651.787 kr.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **