PRM / Ny rapport: Danmark halter gevaldigt efter i den cirkulære omstilling

    Pressemeddelelse fra DI – Dansk Industri

    For første gang er der udarbejdet en såkaldt Circularity Gap Report, som giver en samlet status for dansk cirkularitet, Danmarks ressourceforbrug og de påvirkninger forbruget har såvel nationalt som globalt.

    Opgørelsen er gennemført af den hollandske konsulentvirksomhed, Circle Economy, som har udarbejdet lignende analyser for en række lande. Det danske facit på 4 procent viser forholdet mellem vores forbrug af materialer, som målt pr. indbygger hører til blandt de højeste i verden, og mængden af materialer, der bliver recirkuleret i samfundet. På globalt plan er tallet 7,2 pct. i 2023, og det tal er desværre blevet lavere og lavere de seneste år.

    Hvis Danmark skal være et grønt foregangsland, så skal vi derfor blive bedre til at udnytte vores ressourcer bæredygtigt og få produkter til at leve længere, mener en bred alliance af aktører. 

    – Selvom rapportens konklusioner ikke just er opløftende læsning, så skal vi glæde os over, at vi nu har et klart billede af, hvor skoen trykker og dermed også et godt udgangspunkt for at sætte barren højere og målrette indsatsen. Cirkulær produktion er for mange – især mindre virksomheder – en svær størrelse at få armene rundt om, og derfor skal vores rapport bruges aktivt til at gøre beslutningstagere og virksomheder klogere, når det handler om at reducere affaldsmængderne og udvikle cirkulære forretningsmodeller og løsninger, siger Thomas Hoffman Bang, adm. direktør i Industriens Fond.

    I Danmark forbruger vi, hvad der svarer til knap 24,5 tons materialer pr. indbygger hvert år. Det er et godt stykke over EU-gennemsnittet på 17,8 tons pr. person. Og det er mere end tre gange højere end det anslåede bæredygtige forbrugsniveau på 8 tons pr. indbygger, som vi helst skal ramme. Vores forbrug af ressourcer giver ikke kun store affaldsmængder i Danmark, det har også konsekvenser langt ud over de danske grænser. Når materialer udvindes og forarbejdes udledes bl.a. store mængder af CO2. De udledninger skal vi også tage ansvar for gennem cirkulær omstilling i Danmark.

    – Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi kan forbruge smartere og udnytte vores ressourcer bedre. For vi har kun én jordklode, som vi skal passe på. Heldigvis er der mange virksomheder, der udvikler de nødvendige løsninger lige fra genanvendelse af tekstiler og plast til reparation af elektronik og genbrug af emballage, og dem skal vi have ud i stor skala. For det skylder vi også fremtidens generationer, som skal bære vores samfund videre, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri.

    Det er særligt vores høje ressourceforbrug, som presser Danmarks cirkularitets score nedad. Vi skal derfor sikre smartere brug af jordens ressourcer ved at genbruge, genanvende og forlænge produkters levetid gennem helt nye forretnings- og forbrugsmodeller. Vi skal ikke bare handle hurtigt, men også gennemgribende på alle niveauer, konstaterer Laura Klitgaard, der er formand for Ingeniørforeningen, IDA:  

    – Det er en kæmpe udfordring, men også en stor mulighed for at nytænke den måde, vi producerer og forbruger på. De løsninger, vi allerede kender, skal i spil, men der er også behov for at udvikle nye teknologier og løsninger, som bevarer ressourcerne i kredsløbet og begrænser behovet for nye. Omstillingen vil givet kræve nye kompetencer og ikke mindst et vedvarende fokus fra politikerne, som skal sikre rammerne for, at vi som samfund kommer i balance med den planet, vi bor på, siger Laura Klitgaard.

    Rapporten er blevet til på initiativ af en bred alliance af danske aktører bestående af Industriens Fond, Dansk Industri, IDA, U Sustain, Teknologisk Institut, Dansk Design Center og Lifestyle & Design Cluster.

    Læs rapporten

    Kontakt:

    For yderligere oplysninger, kontakt:

    Presse- og kommunikationschef i Industriens Fond: Anders Brandtoft

    Mail: ab@industriensfond.dk: 31 12 27 43

    Presserådgiver i DI, Camilla Weigel

    Mail: cawe@di.dk: 28 34 53 66

    Presserådgiver i IDA, Ole Haun

    Mail: oha@ida.dk: 22 15 46 16

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13716075&publisherId=5524343&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **